Har vi det teater, vi fortjener? Intentionerne fejlede ikke noget i det teaterår, der er gået. Men savnede man ikke de forestillinger, der for alvor endte med at kunne samle interessen? De højdepunkter, der kunne alt det, teatret også skal kunne – forene folkelig gennemslagskraft med overraskende nytænkning, stimulere følelser og intellekt – og dertil med en vis storhed i slaget?
Det meste var habil gentagelse eller småt, men godt, og det kan teatret ikke leve af i længden. Det er sagt før, men det skal siges igen: Vovemod efterspørges. Ambition er en mangelvare. Og hvis ikke danske teatre har de rigtige muligheder for at satse butikken, så må man give dem det. Ingen tvivl om, at det hjemlige teaterliv har haft godt af at stramme budgetterne og opdage, at teater ikke giver mening uden et publikum. Men er et stadig mindre økonomisk råderum efterhånden den største trussel mod teaterkunsten? Er målet ikke snart fuldt for de ørkesløse besparelser, som efterhånden er begyndt for alvor at påvirke teatrenes muligheder? Mærker man dem ikke i repertoiret, hvor udbuddet synes at skrumpe, og hvor risikovilligheden forekommer nedtonet?
