Publikum flygter fra dansk teater. Ingen gider slæbe sig hen til noget så gammeldags som scenekunst, kun gamle damer med blåt hår. Og når de er væk, er publikum også væk. Er det ikke sådan det er? Det er i hvert fald myten. En myte, som er opstået på baggrund af, at tilskuertallet til de statsstøttede teatre siden de fede tider i 1980erne har taget et alvorligt dyk, og at både presse og teatret selv har været rigtig dygtige til at tale om teatret som krise- og nedtursramt til alle, der gider høre på det.
Rigtigt er det da også, at der var blevet høvlet cirka en million solgte teaterbilletter af, så man – da det så mørkest ud – var helt nede på to millioner solgte billetter. Stadig flot, når man tager i betragtning, at vi er et lille land, men langt fra tidligere tiders teaterinteresse. Men udviklingen ser ud til at være vendt. I hvert fald, hvis vi skal tro Danmarks Statistiks seneste opgørelse, der viste, at en halv mio. tilskuere nu var vendt tilbage til sæderne. Langsomt, men sikkert, kravler danske, statsstøttede teatre altså mod nye tinder.
Måske man så også kan enes om en fælles succeshistorie?
Hvem kan de takke? De kan først og fremmest takke sig selv. Det er en udvikling, der finder sted på baggrund af et systematisk arbejde med publikum, ikke bare i form af markedsføring og en kontinuert opsøgende indsats, men som også bygger på det, der foregår på scenerne, som i langt højere grad appellerer til mennesker i tiden. Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik dækker sæsonen 2016-17, og den viste, at det især var de store, statsstøttede teatre – altså de, der havde blødt publikum – som genvandt dem. Det Kongelige Teater og teatrene i Det Københavnske Teatersamarbejde – Republique, Folketeatret, Betty Nansen Teatret, Nørrebro Teater, Østre Gasværk Teater – havde endda en publikumsfremgang på hele 24 procent. Ja, man hørte rigtigt: Også de mellemstore teatre i hovedstaden havde det faktisk bedre, end mange gik og sagde.
Fælles succeshistorie
Hvordan det ser ud efter den seneste sæson, fortæller Danmarks Statistik os først til foråret. Men tilsyneladende er danske teatre altså på mere end rette vej. Det skal man huske at sige til sig selv og hinanden. Også forud for den mulige revision af teaterloven, som kulturministeren bliver ved med at sige, at hun gerne vil have, hvis der er grund til det. Og dansk teater skal også selv huske det. Nu har de større og mindre teatre slået sig sammen i en fælles organisation kaldet Dansk Teater. Det var på tide. Måske man så også kan enes om en fælles succeshistorie?
Længe har det været helt legitimt at fremføre, at de små teatre stormer frem på bekostning af de store. Måske vi så også kan undgå den form for spin? Det er nemlig en sandhed med modifikationer. Især når man tager i betragtning, at provinsens egnsteatres succes også skal tilskrives musicalteatret og egnsteatret Fredericia Teaters kæmpesucceser med store musicals, der har trukket horder af tilskuere i teatret – ikke mindst som gæstespil på de store teatre i hovedstadsområdet. Jo, statistik kan bruges til mange ting. Og bliver det.
