Sophie Bille Brahe: »For mig er det stadig det vildeste, når nogen vil have mine ting på«

Der er de kvinder, der gør sig umage for at se ud – og så er der dem, der ser cool ud, når de er mest skødesløse. Guldsmed og designer Sophie Bille Brahe tilhører sidste kategori. Da vi møder hende, er hun iført nul makeup og en forvasket T-shirt, og hun har en hel huskeseddel nedfældet på oversiden af den hånd, der også bærer et af hendes spinkle design. En svungen dobbeltring med diamanter.

Sophie Bille Brahe har, siden hun åbnede i 2001, opnået en succes, der er sjælden for danske designere. Hun har indtaget det ene internationale marked efter det andet, og medier som amerikanske Forbes har fortalt historien om den danske kvinde og smykkerne, der fremstilles i et lille værksted på Nikolaj Plads i Indre København.

Hvad er historien bag dit brand?

»Er det et brand? Det er faren ved at kalde en konkret vare for sit eget navn. Grænserne skrider. Jeg er ekstremt privat, og ser ikke mig selv om et brand. Jeg har det bedst, når jeg går en lang tur i Gentofte, hvor jeg bor med min bordercollie Snoopy og min søn Johan – eller når jeg bader i Charlottenlund Søbad. Mine ting bliver solgt i 20 lande, og jeg ved ikke i hvor mange butikker. Det går jeg ikke op i. Jeg har lige ansat en administrerende direktør. Det er så fedt. Jeg er en nørd, der elsker at fordybe mig i mit arbejde, ikke at kigge på excelark og bundlinjer. For mig er det stadig det vildeste, når nogen vil have mine ting på.«

Hvordan fandt du vej til dit nuværende smykkeunivers?

»Jeg var i guldsmedlære hos Jo Riis Hansen, og så har jeg været på teknisk skole. Det var fire et halvt år derudad med håndværksarbejde og vabler på fingrene. Med tiden kom jeg til at føle mig begrænset og fik klaustrofobi i København, så jeg søgte ind på Royal College of Arts i London. Min verden åbnede sig. Jeg fik en ny frihed og et spillerum til at definere mig selv. Jeg mødte en fantastisk professor, Hans Strofer, der sagde: »Det nytter ikke noget, at du bliver så nervøs over modtagelsen af dine ting, hvis det her skal være dit levebrød. Du må have en professionalisme.« Det var en kæmpe hjælp for mig. Det nytter ikke noget at ligge søvnløs om natten, når jeg skal vise verden noget nyt.

Hvordan opstod kærligheden til smykker?

»Jeg fandt meget tidligt frem til, at jeg ville arbejde med metal. I 8. klasse vidste jeg, at jeg ikke ville i gymnasiet, men i lære. Jeg begyndte at lave smykker til min mors veninder, men jeg kunne ikke få en læreplads, så jeg måtte i gymnasiet. Der lavede jeg lysekroner af rammerne i cykelhjul, som jeg svejsede lysholdere på og viklede perler omkring. Jeg har altid været draget mod håndværk. Smykker skal være både kunst, mode og håndværk. De bliver først magiske, når de indeholder det hele. Jeg kigger ikke i »Vogue«, for at se hvilken trend, jeg skal ramme, men der er en energi, der skubber mig fremad, fordi jeg skal komme med nye kollektioner hvert år. Smykkebranchen er hård, fordi du kan ryge ind og ud af varmen, men den er også fin, fordi du bliver presset til at skabe nye ting og skubbe dem frem i verden.«

Har du en muse?

»Nej, jeg er inspireret af mit liv. Min første kollektion, efter min afgang fra Royal College of Arts i London, var en dobbeltring, der viser, hvordan jeg fik samling på mit univers i en meget, meget stor by. Da jeg gik fra mine børns far, lavede jeg en stigekollektion. I den periode havde jeg et mareridt med en stige, som jeg skulle op ad. Så læste jeg om stiger, kiggede på Chagalls stiger og undersøgte i det hele taget alt, hvad jeg kunne finde om stiger. Og så fandt jeg historien om John Lennon.

Han beskrev et kunstværk, hvor han skulle kravle op ad en stige for at opdage et forstørrelsesglas. Når man kiggede igennem det, stod der bare »YES«. Han ville møde den kunstner, der havde lavet værket, det var det mest optimistiske, han havde set. Og det var så Yoko Ono (som John Lennon blev gift med, red.). Jeg skulle også kravle op ad en slags stige for at nå hen til et nyt sted. Min nye kollektion illustrerer til gengæld en ny glæde.«

Hvem er kvinden, der køber dine smykker?

»Det er helt klart kvinder med en intellektuel smag. Jeg har en stærk fornemmelse af, at det er kvinderne selv, der køber mine smykker, eller fortæller deres mænd, præcis hvad de vil have. Mine ting tiltaler mænd, fordi de har den her håndværkskvalitet, men de tror, at deres kvinder vil have noget mere puttenuttet.«

Bliver du provokeret af dem, der kopierer dine ideer?

»Kopiering er en drivkraft til at finde på nye ting. Som Coco Chanel sagde: »Man ved, at man har fat i noget, når man bliver kopieret«. Hvis du fokuserer på kopieringen, bliver du bitter. Såden et liv gider jeg ikke at leve. Jeg prøver at sejle min egne båd ud fra den kurs, jeg har sat mig, og uden at skele til, hvad de andre skibe laver.«

Hvor går du helst ud og spiser?

»På Apollo. Det er min brors restaurant. Der er sådan en følelse af liv, og der knytter sig en uforudsigelighed og lethed til stedet.  Det finder du ikke mange steder i København.«

Hvor får du en drink?

»Jeg går aldrig ud og drikker drinks. Hvem gør det? Men hvis jeg er i Paris, går jeg på Hemingway Bar og bestiller Bellini. Det er den eneste drink, som jeg drikker.«

Hvad er dit foretrukne museum?

»Mit yndlingsmuseum er Peggy Guggenheim i Venedig. Det er både fortryllende og overskueligt. Og så er jeg vild med Johannnes Larsen Museet i Kerteminde. Det er et overset sted i Danmark.«

Hvilken butik er din favorit?

»Jeg elsker Dover Street Market. Der bliver trekanten af håndværk, mode og kunst udfyldt, uden at det er søgt. I København elsker jeg at komme i Tage Andersens blomsterbutik.«