Sådan lærte Marianne Eriksen Scott-Hansen at sige: »Fuck det! Jeg er kunsthåndværker, jeg er ikke kunstner«

Der er ikke meget nuttet papirklip over Marianne Eriksen Scott-Hansens personlige stil, som hun sidder på Mudhoney i Guldbergsgade. Den 54-årige designer møder op i neongul strik, snørestøvler fra Celine, sort eyeliner med glimmer, guldrimmede briller og en lyslilla strikhue trukket ned over det karakteristiske pandehår.

De færreste stylister ville kunne ramme så sikkert et match af umage teksturer og uvante farvekombinationer. Men det er netop dét, som kunsthåndværker Marianne Eriksen Scott-Hansen har gjort siden starten af 90erne. Været forud for sin tid. Netop nu har hun stor succes med sine analoge papirklip, hvor hun stilmæssigt forener H.C. Andersen og Vivienne Westwood - og det i en tid, hvor alle andre kigger ind en skærm eller ned på en telefon.

Hvad er din baggrund og uddannelse?

»Jeg kommer fra en lille bitte landsby i Nordjylland, Flauenskjold, og jeg er uddannet designer fra Danmarks Designskole. Det jyske kan man ikke pille ud af mig. Jeg elsker vores velfærdssamfund, men jeg er glad for, at jeg er vokset op med almuens arbejdsmoral og den protestantiske tradition. Mine forældre viste mig, at du skal være omhyggelig og grundig. Det bedste, jeg har fået med hjemmefra, er, at jeg skal gøre mit arbejde ordentligt og være flittig. Mine forældre havde altid noget mellem hænderne. Også når de holdt fri. Min mor havde sit strikketøj, og min far var smed. Der stod en kæmpe ambolt ude i garagen, og han lærte mig en masse om formgivning og om at have respekt for værktøj.

Da jeg startede på Designskolens beklædninglinje, valgte jeg Institut For Unika. Alle valgte industrielt design, men på denne her linje var der kun mig og en nordmand, som aldrig var der, så jeg havde værkstedet for mig selv. Jeg udfordrede mig selv ved at veksle mellem det kunstneriske og det kommercielle. Jeg var lige ved at blive smidt ud af skolen, da jeg tog en tre måneders praktik på Levi’s nordiske hovedkontor i Helsingborg. Det var uhørt på den tid.«

Men du blev designer?

»Da jeg skulle lave min afgangskollektion, var det så mit kunstneriske udtryk, der var ved at få mig smidt ud. Rektor vendte det hvide ud af øjnene og syntes, at mit projekt var så mærkeligt og ulækkert. Jeg havde lige mistet min far i en voldsom trafikulykke, så mode virkede så overfladisk og meningsløst. Jeg søgte en ny mening og lavede en kollektion, der tematiserede den »ham«, mennesket kan iføre sig. Jeg kogte knogler fra Kødbyen og indbandt dem i flydende latex, og jeg hentede menneskehår i frisører og æltede det ind i latex, så jeg kunne lave en gigantisk dreadlock på fire meter. Jeg ville lave en kollektion, der illustrerede de menneskelige åg, vi alle bærer. Eventyret endte heldigvis godt. Da jeg fik lov til at vise det afsluttende show i Turbinehallerne, var jeg den fortabte datter, der blev taget til nåde. Jeg fik topkarakter og personlig oprejsning til sidst.«

Du har i løbet af din karriere fået anerkendelse som både tøjdesigner, accessory-designer og smykkekunstner. Hvorfor arbejder du nu med papir?

»Jeg var i modebranchen indtil 2014, men allerede da jeg forlod Designskolen, kunne jeg slet ikke forlige mig med hamsterhjulet. Tøj er sociologisk set det mest interessante, du kan arbejde med, fordi det siger så meget om os. Men som designer af tøj og smykker, havde jeg ingen frihed. Jeg var så bundet af, at de ting, jeg lavede, skulle kunne afsættes i en produktion. Så hvad gør man, når man ikke har nogen økonomisk støtte? Jeg kiggede på, hvad jeg havde i forvejen, og det var papir fra nogle vinduesudsmykninger.

I foråret 2015 falder jeg og slår hovedet, så jeg ikke må lave noget. Men jeg gør én ting. Jeg viser folkene bag ELLE Style Awards mine blomster på Instagram, og de er med på, at jeg skal lave udsmykningerne for L’Oréal til det Award Show, hvor hele modebranchen kommer. Så efter den aften i maj 2015, blev mit kommercielle og kunstneriske gén endelig fusioneret. Jeg har kunnet leve af det siden.«

Hvem har du klippet for?

»Jeg har klippet for mange store brands og navne. Karl Lagerfeld for Fendi, Elie Saab, Viktor & Rolf og herhjemme Royal Copenhagen, Georg Jensen, Ganni og Birger Christensen. Men jeg siger lige så tit nej, som jeg siger ja. Særligt når store internationale eventbureauer kontakter mig. Jeg kan ikke overskue det. Det er så dejligt at være gammel og ikke hige efter PR og opmærksomhed mere. Mit arbejde er nødt til at være mit liv. Det er min hobby og min fritidsinteresse, og det er det, som jeg helst vil lave fredag aften, når alle andre er i byen. I starten havde jeg dårlig samvittighed, når jeg sagde nej til en opgave. Men nu har jeg lært at sige »Fuck det! Jeg er kunsthåndværker, jeg er ikke kunstner.« Det gider jeg ikke at være. Jeg er endda blevet optaget i Håndværkerforeningen, og det er fantastisk. Det er i håndværket al innovation og udvikling ligger. Jeg blev udtaget i år til den største udstilling for kunsthåndværkere nogensinde i Venedig, Homo Faber Crafting a more human future. Jeg har svært ved at bruge ordet stolt, for det lyder som om, du hviler på dine laurbær. Man skal ikke dvæle for meget ved det, man har opnået, for pludselig er det revet væk under benene på dig.«

Er der et særligt sted, du henter inspiration?

»Jeg prøver egentlig at undgå, den der påtvungne inspiration. Inspiration kommer til mig gennem hænderne. Jeg sidder ikke og afventer, at der kommer noget til mig fra oven. Og jeg vil faktisk helst ikke have for mange valgmuligheder, og jeg vil for alt i verden ikke lave noget, der ligner andres ting. Det er så ærgerligt, når folk kopierer hinanden. Jeg elsker, når jeg får en mandlig bordherre, der - efter han har fortalt en halv time om sit arkitektfirma - endelig spørger til, hvad jeg så laver. Så svarer jeg altid »lyserøde papirroser«. Så bliver han fjern i blikket. Skal jeg få ham tilbage igen, viser jeg ham min Instagramprofil med næsten 25.000 følgere og et hav af blomster. Smukke, glade blomster taler nemlig til alle. Mænd kan også se skønheden og potensen i dem.«

Og så antager jeg du heller ikke har en muse?

»Det har jeg til gengæld! Ellen Hillingsø er min muse. Hun er så god til at udtrykke i ord og kropssprog, hvad hun tænker om ting generelt, og helt særligt om de ting, jeg laver. Hun har en personlighed, der kan bære de ting, jeg laver. Hun er kultiveret, dannet og klog. Jeg har jo stadig et ben i modeverdenen, og derfor giver hun mig lov til at smide en kæmpe blomst på hovedet af hende eller en gigantisk broche til en særlig lejlighed. Hun kan bære det. Mine ting får liv og personlighed, når hun har dem på.«

Hvad elsker du mest ved julen?

»Det er budskabet. Det kristne budskab er det vigtige. Størst af alt er kærligheden. Det er jo det, vi fejrer. Når jeg går en tur på Strøget med min mand, kan jeg godt lade mig rive med og pludselig ønske mig en ny taske og et par fede støvler, men når jeg sidder juleaften, er det så skide ligemeget med gaverne. Det handler bare om at være sammen. Vi er store julegrise derhjemme.«

Hvad burde alle gøre i juledagene?

»Gå mere i kirke. Det burde alle gøre - og ikke kun i julen, men året rundt. Både for at høre prædikener, men også for at få sjælefred. Det behøver du ikke kigge til østerlandske traditioner for at finde. Kirkerummet er en stor gratis gave af fred.«

Hvor vil du helst spise?

»Jeg har ikke så meget tid til at gå ud, og så synes jeg, at mad er er kommet op på en piedestal, hvor det ikke hører hjemme. Så må man ikke spise kulhydrater og ris, for det er usundt. Vi har altid lært vores døtre, at de skal være glade for den mad, de får serveret. Også selvom det er en cheeseburger fra McDonalds. Al mad er fin mad, når du bliver budt. Det er så individuelt, hvad folk har mulighed for at give, så man skal altid kvittere med et »Tak for mad, det smagte dejligt.« Sidst, jeg selv var ude at spise, var på Kanalcaféen, der serverer oldschool smørrebrød. Lune stegte sild, fiskefilet og juleøl. Det var dejligt.«

Hvor vil du helst drikke drinks?

»Jeg kan ikke lide drinks. De er for søde og er alkoholiske ulve i fåreklæder. Men jeg kan godt lide vin, især hvidvin, og min mand går meget op i vin, så jeg er godt vant. Det må ikke være en tung marmeladevin. Jeg er heller ikke vild med gløgg, medmindre, der er meget snaps i. Jeg elsker snaps. Især den rene, sprittede smag af Rød Aalborg, som jeg kun får i december.«

Hvilket museum kan du bedst lide?

»Jeg bliver altid meget optaget af det, jeg lige har set, og jeg har lige lavet juleudsmykninger i Brøndums Spisesal på Skagens Museum hvor alle skagensmalerne har spist og festet. Der gik der et sus igennem mig.«

Hvilken butik er din foretrukne?

»Den nye Holly Golightly-butik i Borgergade er vild og personlig. De store, dyre kædebutikker kan jo sagtens bruge budgetter på at lave det helt store udtræk, men her mærker man mennesket bag. Der er ikke en krog, du ikke kan finde noget overraskende i.«