Sørine Gotfredsen: »Vi begynder at forstå, at vi har udviklet en kultur, mentalitet og livsstil, der nu indhenter os som et mareridt«

De kloges råd: Under finanskrisen blev der talt om nøjsomhed og om, at vi nu skulle have ægte værdier og ikke bare friværdier. Men snart kørte forbrugstoget igen, og mange glemte det, de lige havde lært. Vil vi opleve det samme nu – eller er den her pandemi mere skelsættende? Vi har spurgt en række præster og filosoffer.

»Vi skal holde fast i, at Gud er barmhjertig, han er ikke straffende i den »noget for noget«-forstand, vi så nemt dyrker. Vi må ikke gå og mene, at de, der rammes hårdt, bliver underlagt en straf fra Gud,« siger sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen. Niels Ahlmann Olesen

Hvad har coronakrisen gjort ved os?

»Det, den gør i de her intensive dage, er, at den skærer ud i pap, hvor gensidigt afhængige vi er af hinandens sindelag. Vi har fået en fornyet indsigt i, hvor meget vi skylder hinanden, og vi har set, hvor afgørende det er for alle vores medmennesker, at vi lærer at begrænse os selv. Og vi begynder at forstå, at vi har udviklet en kultur, mentalitet og livsstil, der nu indhenter os som et mareridt. Vores ekstreme udlængsel og rejselyst gør os voldsomt sårbare for sygdom samtidig med, at vi nedtramper vores jords ressourcer. Vi konfronteres med vores egen dårskab i en næsten mytologisk grad. Vi bliver nu ramt af en plage, der gør os alle lige. Lige sårbare, lige afmægtige og lige bange.«