Corona vil forandre os: »Tilværelsen, hvor vi skal have råd til både to og tre biler, bliver taget op til revision«

DE KLOGES RÅD. Under finanskrisen blev der talt om nøjsomhed og om, at vi nu skulle have ægte værdier og ikke bare friværdier. Men snart kørte forbrugstoget igen, og mange glemte det, de lige havde lært. Vil vi opleve det samme nu – eller er denne pandemi mere skelsættende? Vi har spurgt en række præster og filosoffer. I dag forhenværende overrabbiner Bent Lexner.

»Vi skal værdsætte, at vi lever i et land, der i denne situation viser sig fra sin bedste side ved at være opmærksom på alle dem, der kommer i vanskeligheder,« siger fhv. overrabbiner Bent Lexner om, hvordan vi bedst tackler de udfordringer, som coronavirussen har givet os. Søren Bidstrup

Hvad har overrasket dig mest, siden corona-krisen brød ud?

»Jeg har været overrasket over Mette Frederiksen. Jeg har ikke tidligere været hendes største fan, men hun har sat sine spor og imponeret. Fra første dag har hun opført sig ordentligt og nærmest som et alfaderligt – eller -moderligt – statsoverhoved. Det kan være, at situationen gør det, men hendes optræden har gjort, at alle partier har været med.«