Søren Schauser: Kunstnere kan kun bruge politikere til én ting

Debatter om dansk kultur begynder altid som en debat om penge og slutter altid som en debat om debatten selv. Lad os betale og blande os uden om resten – for politisk kunst er verdens værste.

KarlMarxSpændetrøje
Karl Marx blev lagt i spændetrøje af kineseren Wu Weishan sidste år – måske som en kommentar til den stadig mere udbredte politisering af kunsten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Harald Tittel/Ritzau Scanpix

Penge, penge, penge!

Kunstnere klager konstant over mangel på dem. Og politikerne klager konstant over kunstnernes klager. Debatten om kultur er for længst forvandlet til en debat om tal og på det seneste til en endnu mere kedsommelig debat om debatten selv.

»Hvis man vil snakke musik, skal det være med bankdirektører,« sagde komponisten Jean Sibelius engang, »for musikere taler kun om penge«.

Men det kan ikke være anderledes. Kunstnere kan kun bruge denne verdens politikere til én ting: som vogtere af den store skatkiste og som garanter for ordentlige arbejdsvilkår.

Det store spørgsmål handler så om hvem, hvornår, hvor meget og til gengæld for hvad? For vi kender alle kunstnere, der aldrig burde have fået en krone – og lige så mange kunstnere, der har fået for lidt.

Én ting står fast: Politikerne må da gerne mene noget om grise og guldfisk. Hvad de skal holde sig fra, er forsøg på farvning af kunsten i rød eller blå retning.

»Al god kunst er politisk, al politisk kunst er dårlig,« sagde maleren Harald Giersing for et århundrede siden.

Sovjetunionens musik er et godt eksempel: Vi har bevaret ganske meget og spiller stadig en opera hér eller en symfoni dér – men aldrig de stærkt forglemmelige kantater til fejring af kollektivets nye kampvogn.

Kortsyn og armslængde

Udfordringen kom senest op ved kulturministerens udspil om de danske teatre: Ministeren havde i alt 12 millioner kroner klar specielt til Randers Teater, Fredericia Teater, Aveny-T på Frederiksberg og Vendsyssel Teater i Hjørring.

Ingen betvivler de konkrete teatres behov for sådan en håndsrækning. Alle ønsker folkene bag eksempelvis opsætningen af »Skam« og botaniseringen i den internationalt dominerede musicalgenre tillykke med sejren.

Men hvis de glade modtagere måtte føle sig i lommen på de glade givere og måske endda gøre næste sæsons forestillinger lidt for pæne og lidt for rygklappende, så burde de røde lamper lyse lige så intenst hos samtlige skatteydere i landet.

Om det så var kulturordføreren Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, fandt han regeringens fravalg af et generelt løft til egnsteatrene skuffende.

»Man har bare udvalgt nogle bestemte, som man godt kan lide, men der er også andre egnsteatre, der gør det godt«.

Sagde altså politikeren, der ellers selv har ret så klare holdninger til den rette kanalisering af kulturkronerne.

Kulturens penge har i mange år været uddelt af fagfolk og bør også blive det i fremtiden. Politikerne må altså lukke øjnene og ikke håbe noget som helst. For de ville slet ikke ønske sig indflydelse på resultatet.

Jeg stammer selv fra Herning og dermed fra en by bygget på tøj. Mens resten af landet stod i skyttens og den bløde pornografis tegn, da stod Herning i de bløde tekstilers tegn. En fabrikant ved navn Aage Damgaard havde grundlagt tekstilfabrikken Angli i 1939 og kunne inden længe producere flere tusinde skjorter hver dag.

Fabrikanten med de runde briller inviterede nu danske og udenlandske avantgardister hjem til sin sortsværtede fabrik med løfte om gratis ophold og tog dermed næste skridt ind i udødeligheden.

»Sovjetunionens musik er et godt eksempel: Vi har bevaret ganske meget og spiller stadig en opera hér eller en symfoni dér - men aldrig de lidet uforglemmelige kantater til fejring af kollektivets nye kampvogn.«


Byen på den jyske hede var i 1960ernes begyndelse forvandlet til en kreativ heksekedel med italieneren Piero Manzonis berygtede »Kunstnernes ånde« og den endnu mere berygtede »Kunstnerens lort« som særligt legendariske resultater.

Landspolitikere i hobetal gør sig kloge på dåserne endnu i dag. Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti har ikke overraskende kaldt ideen både »usmagelig og vulgær«. Den konservative Per Stig Møller har mindst lige så sagligt kaldt dåsernes indhold for »noget lort«.

Initiativtageren selv døde 1991 og fik derfor ikke set dåsernes pris stige til en lille million kroner stykket. Og noget tyder på, at han også havde været ret ligeglad:

DR interviewede ham engang og stillede ham efter hukommelsen det gode spørgsmål: »Hr. Damgaard, bliver De ikke gjort til grin for Deres egne penge?« – hvortil fabrikanten svarede med et uforglemmeligt spil i øjnene: »Sikkert. Og hvornår har man taget skade af dét?«

Man ved aldrig

Vi må altså bare se, hvad der kommer. Tænk på amerikaneren Frank Zappas legendariske interview fra 1987. Klippet med ham er gået viralt på YouTube de seneste måneder – sikkert fordi folk genkender et og andet:

Den grænseoverskridende hippie havde været hele vejen fra den ene slags pengemand til den anden og foretrak efter eget udsagn direktøren med guldkæden og cigar. For de gamle typer med cigar sagde bare: »Hvad hulen er det her? Ingen aner, hvad det her er. Få det ud, og lad os se, hvad der sker.«

Grundlæggeren af det ene oprørske band efter det andet følte sig altså bedre stillet med kapitalisterne end med de hippe analytikere med alle holdningerne til, hvad folk skulle se og høre. Og vi tager den lige igen: En amerikansk kunstner med erfaring fra popkulturens protestbevægelse ville hellere have markedskræfterne end den smarte smagsdommer.

Når dét er sagt, må kunstnerne også forstå andres syn på dem som privilegerede. Alle mennesker har forhåbentlig et arbejdsliv i tilpas parallel med deres respektive lyster og evner. Men lige præcis kreative sjæle på fuld tid ejer trods alt en hverdag med lidt flere pund af det bedste guld ved navn frihed.

For hvad enten de nu får solgt noget eller ej, hvad enten tallene på deres konto er røde eller sorte, hvad enten pengene kommer fra en velstående moder eller fra skattefar – så udtrykker de helt grundlæggende sig selv dag og nat med en lidt mere tålelig tilværelse til følge.

Dét skal de såmænd ikke vise taknemmelighed for. Vi andre får langt hen ad vejen mere ud af dem end omvendt. Langt de fleste malere og forfattere med videre skaber for eksempel deres værker ved nattetide og efterlader alligevel hele universer til deres eftertid.

Og fastansatte folk som teatrenes divaer, operaernes heltetenorer og de store orkestres virtuoser ser slet ikke sig selv som »støttede« i nogen forstand – snarere som ufrie lønmodtagere på en offentlig ejet arbejdsplads.

Så nej: Hvis de skal takke og bukke for nogen, er det højst deres skaber. Eller hvor de nu måtte have deres evner og fødslen i en moderne velfærdsstat fra. At enkelte kunstnere gennem årene har ladet skattekroner rulle ind på kontoen det ene øjeblik og bidt efter hånden det næste, må man bare tage med.

Men én ting må man godt forvente: at de ikke bare gør, hvad der bliver sagt. Og at de ikke bare mener, hvad alle andre mener. Lidt for mange popdrenge bekræfter i øjeblikket kundens sentimentale følelser på deres album og benytter så festivalens mikrofon til et spark efter krigene i Mellemøsten eller pelsdyrenes vilkår.

Nej tak! Du er nøjagtig en skæring for sent ude! Kunstnere i et frit land må sådan set blande sig og sige hvad som helst.

Hvis du derimod vil høres, hvis du vil tages alvorligt, hvis du måske ligefrem vil stikke ud fra alle os andre – så skulle du hellere henvise din professionelle pænhed til et 37 grader varmt sted og sætte noget mere på spil.