Søren Kassebeer: »Jeg synes, det er synd for smagsdommerne«

Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Ordet smagsdommer har en nedsættende klang. Det er ikke ligegyldigt, synes jeg. Det er faktisk synd. Men sådan har det været længe og i hvert fald siden en meget omtalt og kommenteret nystårstale, hvor daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen bl.a. sagde, at »mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.«

Bandbullen førte til, at man ikke længere med stolthed i stemmen kunne sige: »Jeg er smagsdommer«. Den førte til, at det at være smagsdommer i flertallets øjne blev det samme som at være bedrevidende, arrogant og  snobbet, og den senere TV-programrække »Smagsdommerne«, hvis titel vist nok spillede ironisk på statsministerens verbale angreb, var ikke i stand til at rehabilitere ordet. Det blev ved med at have den negative klang, som det - om ikke før - fik 1. januar 2002, og som det historisk ikke havde haft. Tværtimod.

Kigger man efter i Ordbog over det danske sprog, kan man se, at ordet smagsdommer ikke overraskende er afledt af et andet substantiv, smagsdom, der igen er lig med en kunstdom - eller en æstetisk dom, om man vil. En smagsdommer er altså, taget på ordet, en person, der afsiger æstetiske domme. Og nok så vigtigt: En smagsdommer er samtidig, og det fremgår af den historiske brug af ordet, en person, der på kvalificeret grundlag afsiger æstetiske domme. Hun eller han er »en Kjender«, for nu at bruge Søren Kierkegaards definition af ordet et sted i »Til Selvprøvelse. Samtiden anbefalet«.

»Kigger man efter i den historiske ordbog Ordbog over det danske sprog, kan man se, at ordet smagsdommer ikke overraskende er afledt af et andet substantiv, smagsdom, der igen er lig med en kunstdom - eller en æstetisk dom, om man vil.«


Problematiserer man ordet smagsdommer, problematiserer man med andre ord selve det at afsige æstetiske domme på et kvalificereret grundlag, og den problematisering er, ja, problematisk, synes jeg, men jo samtidig typisk for en tid, hvor de sociale medier på godt og ondt har skabt basis for en demokratisk meningsudveksling, som aldrig før er set magen. Man må stadig gerne fremstå som, om ikke bedrevidende, så dog bedre vidende inden for udenrigspolitik, fodbold, hjernekirurgi, korsstingsbroderi og andre alvorlige materier, men når det gælder bedømmelsen af sprog, musik, billedkunst, litteratur, gastronomi etc., stiller det sig anderledes. Her er vi alle, ifølge de mange, lige kvalificerede. Eller lige ukvalificerede. I hvert fald lige gyldige. Og dermed også, vil jeg påstå, ligegyldige. Men det er måske også bare en smagsdom.