Der har de seneste år indfundet sig en tiltagende grad af kynisme i dansk politik. Den store populistiske omvæltning har medført ideologiernes og de store politiske projekters kollaps. Fra at næsten alle partier i Folketinget varetog en distinkt filosofi og et særegent livssyn inkluderende visse ubrydelige principper, fungerer de fleste partier reelt i dag som folkevalgte forsvarsadvokater for individets særkrav og/eller større grupperingers generelt asociale egeninteresser.
Den nuværende folketingsgruppe for Det Konservative Folkeparti ligger også i slipstrømmen af ovennævnte tendens og er desværre heller ikke garant for det, man ellers ville betragte som klassiske konservative værdier: opofrelse, loyalitet og pligt. Disse værdier er i dag reduceret til politiske anakronismer og på nær værnepligten handler alt om »min ret«, aldrig »min pligt«.
I det hele taget har partiet deponeret megen væsentligt konservativt tankegods og ideologisk arvesølv i »småt politisk brandbart« det seneste årti.
Hvis man tog en spørgerunde i denne avis' kernelæsersegment, ville det ikke være svært at opdrive en vælger med selverklærede konservative sympatier. Der er dog en – er mit indtryk – tiltagende udtalt skævhed mellem værdisættet hos mange af de erklærede konservative vælgere og den folketingsgruppe på Christiansborg, som kalder sig Det Konservative Folkeparti.
I det hele taget har partiet deponeret megen væsentligt konservativt tankegods og ideologisk arvesølv i »småt politisk brandbart« det seneste årti, og selv om justitsminister Pape er en af de mest populære ministre, smitter det ikke synderligt af på partiets langsommelige, men støtte forvitring.
At de Konservative ikke entydigt og samlet opponerede mod proformalukningen af Radio24syv, var en kolossal politisk mulighed tabt på gulvet og politisk kujoneri af værste skuffe.
Seneste fejltrin fra den gamle dobbeltradede politiske fregat med det lækkende skrog er den helt elementære mangel på afstandtagen fra Rasmus Paludans racistiske parti Stram Kurs. De Konservative afviser nemlig IKKE at basere en fremtidig regering på evt. mandater fra partiet, der rummer kimen til noget potentielt uhyrligt, som ikke modarbejdes med værdirelativisme og karakterløshed.
Hvad tror Søren Pape mon, der ville ske med hans samlever, Josue Vasquez, hvis et parti som Stram Kurs fik reel politisk indflydelse? Ifølge partiets partiprogram ville han prompte blive deporteret ud af landet, da han ikke er etnisk dansk og ikke er født i Danmark. Hvad tror Pape, der vil ske med hans partikollega Naser Khader? Hvorfor gør det ikke indtryk på den konservative partileder og de andre medlemmer af folketingsgruppen? Er principperne, moralen og borgerligheden helt suget ud af Det Konservative Folkeparti? Er der nu kun en tom, karakterløs, raslende skal tilbage af Christmas Møller og Schlüters gamle parti?
Jeg er ikke naiv. En gang imellem må man nødvendigvis gå på kompromis med mærkesager for at gennemføre andre elementer af sin politik. Men med Stram Kurs overrumplende himmelfart må et vigtigt spørgsmål for det fremtidige politiske Danmark være: Hvilke erklærede mål skal et nyt politisk parti have som målsætning, før man som ansvarligt, etableret parti siger nej tak til et hvilket som helst fremtidigt samarbejde? Hvor går grænsen? Eller måske er der slet ikke en?
