Søren J. Damm: Sartre tog fejl. Helvede er ikke »de andre«

Klumme: Filosoffen Jean-Paul Sartre udtalte »Helvede – det er de andre«, men efterhånden som den nationale karantæne skrider frem, og coronakrisen langsomt afdækker vores eksistentialer, må man spørge, om ikke Sartre tog grueligt fejl – er det ikke det modsatte, der er tilfældet?

Søren Jacobsen Damm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jean-Paul Sartres skrev i skuespillet »Lukkede døre« (1944), at »Helvede – det er de andre«.

»De andre« udgør lige nu en kritisk smittefare. Hele ens bevægelsesfrihed begrænses af netop andre menneskers tilstedeværelse. Det virker som om, at Sartre aldrig har haft mere ret end i netop disse dage.

»Jeg håber, at alle disse navlepillende pseudoakademiske unoder vil brændes væk af coronaens sorte stråleglans.«


Det er rystende, at andre mennesker, særligt uansvarlige og dybt egocentrerede voksne mennesker, ofte i 20erne, ikke tager myndighedernes restriktioner alvorligt og dermed udbreder virussen, hvilket i sidste instans vil koste unødige dødsfald.

Jeg håber, covid-19 bliver den fremkaldervæske, der med al tydelighed eksponerer idiotien i den omsiggribende identitetspolitik, som sygeliggør den menneskelige natur.

Jeg ville ønske covid-19 kunne kvæle de paranoide fantasier om kulturel appropriation og den infantile krænkelsesparathed, så begge begreber kunne udsondres af den offentlige bevidsthed og vores private omgangsformer.

Jeg håber, at alle disse navlepillende pseudoakademiske unoder vil brændes væk af coronaens sorte stråleglans. Jeg håber, at det her smittehelvede giver os alle et ekstra mentalt trin, som vi kollektivt kan træde op på for bedre at kunne overskue og forstå tilværelsen.

Ud over at vi alle kommer så godt som muligt ud af den overvældende globale krise, er mit største håb, at vi alle genopstår af dette virusinficerede morads, mere modne og med en bedre evne til at fokusere på de essentielle komponenter i tilværelsen.

Jeg håber, at krisen gør os stærkere som samfund og som nation – og jeg mener ikke bare den fysiske populations generelle evne til at modstå vira, men også, at alle oven på den her skræmmende oplevelse vokser fra den infantile tilgang til verden, som er blevet tiltagende dominerende de seneste årtier.

Men her, efter godt to uger i karantæne, må jeg også erkende, at det ikke er »de andre«, som er Helvede.

Jeg er heldig. Jeg er sammen med min familie. Vi har nogenlunde plads. Det fungerer. Vi har det godt.

Men hvor jeg dog savner den særlige måde, som indre København legesygt summer på i fredagsskumringen, hvordan det hele pulserer, lige før byen eksploderer. Det hele sitrer, lever. Folk skåler, ler, kysser.

Jeg savner at have venner på besøg. At skraldgrine. Lige ind i fjæset på hinanden. At sidde helt tæt og føre en intim, privat samtale.

Jeg savner at sidde sammen med mine skønne kollegaer, hvor alle taler i munden på hinanden, fordi man tilfældigvis er faldet over et emne, hvor alle bare må sige noget, lige nu, samtidigt!

Jeg savner at sidde på en larmende restaurant med en håndfuld af de bedste mennesker, jeg kender. Og sidde klos op ad hinanden, larme, smage på hinandens retter og få en tår af nogens vin, mens man græder af grin og kærligt lægger en arm på en vens skulder, uden at man føler sig i livsfare – at man kan gøre det uden en tanke, men som en naturlig refleks, udløst af empati og kærlighed.

Jeg håber, det går op for os allesammen, at helvede – mere end noget andet – er fraværet af »de andre«.