Søren J. Damm: På Piazza della Rotonda bliver du mindre bange for døden

Kan den skandinaviske sjæls tiltagende formørkelse helbredes med en vaccine baseret på den romerske livsmestring?

»Pietá« (»Barmhjertighed«), skulptur i Peterskirken i Rom af Michelangelo (1475-1564). Skulpturen fremstiller Jomfru Maria med den døde Jesus på skødet. Fold sammen
Læs mere

Vi har aldrig har været rigere. Dagligt sker der store medicinske og teknologiske fremskridt. Alligevel har særligt ungdommen i nyere tid aldrig været mere angst, stresset og usikker.

Samtidig er arbejdstiden historisk lav, ligeså tidens akademiske krav. Så hvad er der i vejen med vores unge? Er alle blot indbildsk syge? Hvorfra kommer dette mørke, som stjæler vores børn og vores glæde?

Årsagerne kan være mange, spekulationerne endnu flere. Skulle jeg dog i ydmyg beskedenhed ordinere en virkningsfuld medicin mod denne moderne, åndelige syge, ville jeg straks anbefale en tur til Rom. Her mestres en særlig kunstart, som overstråler selv Michelangelos og Caravaggios geni, nemlig kunsten at leve. Afsted! Få salvet sjælen og masseret sindet. Det vil gøre dig godt.

Skønhedsinkubator

Øjeblikket man træder ud på Campo de Fiori, rammes man af det levede livs euforiserende kakofoni, som strømmer mod dig fra det elegante, næsten balletlignende romerske kaos. Man rammes af  duft, stank, stemmer, motorstøj, men også af en uhørlig, men fysisk mærkbar summen fra de gamle bygninger, der med deres eklektiske personligheder taler fortroligt til dig på åndens universelle sprog. Vildt, kærligt, hemmelighedsfuldt.

Under dine fødder ligger lag på lag af historie og historier. Her hviler bladguldsbeklædte kagebunde af mursten, marmor, romersk beton og granit, arkitektur, kunst, liv, katastrofer og triumfer.

Pantheon-templet på Piazza della Rotonda i Rom. Privatfoto: Søren Damm Fold sammen
Læs mere

Rom er ikke blot filigran og staffage. Her har det skønne og det sublime rod i en tro på noget højere, noget langt større end det enkelte selv. Noget større end det kun at eksistere. Hele Rom er konstrueret til at løfte os ud af den blotte, gråmelerede eksistens og over i evigheden.

I denne latinske skønhedsinkubator er historien allestedsnærværende. Her realiserer man med stor tydelighed sin forstøvede plads i historien.

Er du Cæsar?

Ved det altid overrumplende syn af det 2.000 år gamle Pantheon på Piazza della Rotonda rammes man af en befriende ydmyghed. Man væves håndfast og sømløst ind i menneskehedens kolossale og årtusindlange teaterforestilling. Ind på scenen, buk, dans, sig dine replikker, buk og ud igen. Det er jo egentlig ikke så svært.

Det er en pludselig lettelse at fornemme, at før, samtidig og efter dig kværner civilisationens store hjul ufortrødent videre. Pantheon spørger dig: »Er du Cæsar? Nej vel, så sæt dig ned og glem dig selv – bare et øjeblik«. Bøj nakken, sæt dig over for templet, bestil den dyre turistespresso og rejs nu blikket igen, se dig omkring – og botaniser så en rum tid over din egen befriende ligegyldighed. Bare elsk din næste. Det er nok.

Efter en tur gennem den evige stads oldgamle gader, palazzoer, kirker og trattoriaer tænker man mindre over »hvem er jeg?«, men mere over »hvem er vi?« Det er en vederkvægende øvelse for den introverte skandinaviske bevidsthed, sådan at krænges ud og få luft under den azurblå romerske himmel.

»Memento mori,« står der skrevet på kirken Santa Maria dell'Orazione e Morte på Via Giulia, »husk du skal dø«. Og en dag forgår »jeg«, men »vi« består, og vi er alle, til alle tider, en del af »vi«.