Søren Frank: Seks Michelin-stjerner på én dag var lovlig meget af det gode

Der var blandt andet søpølse, fiskemave og fuglerede på menuen, da Berlingskes madanmelder spiste sig gennem Macau, Kinas svar på Las Vegas.

Kinenesiske Macau huser hele tre trestjernede Michelin-restauranter på et område, der svarer til en tredjedel af Odense. Her er det The 8 i Hotel Grand Lisboa. Søren Frank

Jeg siger klart ja tak til tre dage i Syndens By, Macau. En tidligere portugisisk koloni i Sydkina, som i dag mest er kendt for at have en syv gange så stor omsætning på gambling som Las Vegas. Ikke fordi gambling siger mig noget, eller at jeg for den sags skyld har planer om at vælte mig i prostituerede på byens berømte vaskehuse.

Jeg siger ja tak, fordi Macau med hele tre trestjernede Michelin-restauranter på 30 kvm (svarende en tredjedel af Odenses størrelse) er lidt af et gastronomisk hotspot. Og, vigtigst, så giver det mig en chance for at komme ind under huden på det kantonesiske køkken.