Søndagsudflugten: På besøg hos den borgerlige anarkist på Frederiksberg

Ved Frederiksberg Runddel ligger et af hovedstadens mindre, men til gengæld charmerende museer: Museet for humoristen og levemanden Storm P., der havde et skarpt øje for tilværelsens absurditet.

Lige ved indgangen til Frederiksberg Have ligger Storm P. Museet. Frederiksberg Have er i sig selv en udflugt værd, men man risikerer ligefrem at blive i godt humør ved også at besøge museet for den store humorist Robert Storm Petersen, der levede fra 1882 til 1949.

Museet for Storm P. har lige den rigtige placering og den rigtige størrelse.

Det ligger på Frederiksberg Runddel; tæt på Asgårdsvej hvor Storm P. boede i de sene år af sit liv og heller ikke langt fra stedet, hvor han i 1949 fik sin sidste adresse på Frederiksberg Kirkegård. Selv det med en kirkegård kunne Storm P. få en vittig bemærkning ud af. En gang, han passerede et åbent gravsted med to gravere, sagde han til dem, at de så nok havde det bedre; siden de var stået op af graven...