Søndagsudflugten: Gå med en tur i fredelige Nyboder, der kunne have set helt anderledes ud

Nyboder er i dag et smukt og romantisk københavnerkvarter. Men for 80 år siden var der forslag fremme om at jævne den maritime landsby med jorden og bygge nogle højhuse i stedet for.

Nyboder er i dag et københavnerklenodie, som er ved at blive sat i stand med stor hjælp fra A.P. Møller Fonden. Arkitekten bag de ældste huse er Hans van Steenwinckel d.y., som blandt andet også er tilskrevet Rundetårn, mens en efterfølgende udbygning af toetagers længdehuse blev tegnet af Philip de Lange, der stod for mange af Holmens bygninger. Thomas Lekfeldt

Nogle af Nyboders lange gule huse er svøbt ind i plastic, som havde den amerikanske billedkunstner Christo – ham, der blandt andet indpakkede Pont Neuf og den tyske rigsdagsbygning – været forbi for at realisere et af sine midlertidige land art-projekter.

Det er så ikke tilfældet. Der er ifølge Forsvarets Bygningstjeneste tale om en tiltrængt renovering. Men det kunne meget vel være endt sådan, at der i stedet for Nyboder havde været en samling højhuse.