Det perfekte sted for en gentleman, der for en stund ønsker at trække sig tilbage fra verdens vrimmel og dvæle i landlige oplevelser.
Sådan et sted er Gl. Holtegaard. Sådan er Gl. Holtegaard i hvert fald tænkt af bygningens arkitekt, Laurids de Thurah (1706-59), da han i 1756 opførte landstedet til sig selv og anlagde den barokhave, der helt bestemt er en udflugt værd. Så stor betydning havde haven for de Thurah, at han anlagde den, inden han byggede huset, for det var ikke mindst haven, der skulle lette hans sind fra »de mange besværlige og fortrædelige Embedsforretninger«. Laurids de Thurah var en stolt og selvbevidst mand, der fik realiseret mange byggeprojekter - men selvfølgelig også oplevede modgang, som når andre arkitekter løb med en opgave, han syntes lå lige til højrebenet for ham. Så er det godt at have et haveanlæg med lige, regelmæssige gange til at tænke genopbyggelige tanker.