Smukt teatermøde: Velkommen tilbage på teatret, Iben Hjejle

»Jordens indre« er en smuk, stilfærdig forestilling om en overset kvindelig begavelse. Med en blændende Iben Hjejle i centrum.

Iben Hjejle er det absolutte midtpunkt i Folketeatrets forestilling om den oversete danske videnskabsmand Inge Lehmann. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Petri

Kan teatret klare sig uden stjerner? Det kan det måske nok. Det gør det jo. Hver eneste aften rundt omkring på landets scener. Den stjernedyrkelse, der karakteriserede teatret for bare nogle årtier siden, er næsten forsvundet i dag.

Hvad skete der? Dels gik instruktøren hen og blev stjernen på teatret –  holdet og ensemblet tog over: alle var lige gode og lige gode om det. Og dels forsvandt en hel hær af de skuespillere, folk gerne ville betale penge for at se på teatret. Filmen og fjernsynet tog dem!

»I virkeligheden burde man sætte en seismograf til at regsitrere alle Iben Hjejles fine skælv som Lehmann.«


Er det derfor, man næsten synes, at det at se Iben Hjejle på scenen i Folketeatrets nye danske drama »Jordens indre« næsten er som at se den fortabte datter komme hjem? Det er længe siden, hun har spillet en egentlig teaterrolle. Og når man ser og oplever hende som den danske geodæt og videnskabskvinde Inge Lehmann, forstår man, hvorfor det har været et tab. Og hvorfor det – set fra tearets side – er ærgerligt, at nogle af de skuespillere, der i særlig grad kan bære en forestilling via deres talent og karisma, er så sjældne gæster på teatret, fordi de i stedet har travlt andre steder.

Høvisk dæmoni

I hvert fald er det et lidt gammeldags, men meget fint biografisk-historisk drama, som den unge dramatiker Simone Isabel Nørgaard har skrevet om den danske videnskabskvinde, der via seismografens registreringer af jordskælvsbølger opdager, at Jorden ikke har en flydende kerne, men en fast kerne inde i det flydende. En opdagelse, hun først sent høster anerkendelse for. Hendes karriere er i det hele taget hæmmet af, at hun er kvinde i en verden, hvor kun den mandlige indsats honoreres - i dramaet repræsenteret af den tiljublede konkurrent, den let repressive Niels Bohr, fornemt underspillet af Jesper Lohmann, med høvisk dæmoni.

Iben Hjejle er en stjerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Petri.

Et stilfærdigt, lidt stillestående drama, der væver astrofysik, matematik og menneskelige følelser smukt sammen til en historie om kvindeligt afsavn. Men også en til en lejlighedsvis diskret vittig fortælling om lidenskab og videnskab, om at stræbe efter noget, holde fast og gå efter stjernerne. Glimrende iscenesat af Geir Sveaass med smuk fornemmelse for tidsbilledet og for den delikate drømmespilsdramaturgi, den kronologisk fremskridende handling er indfattet i.

Rødnæset

I virkeligheden burde man sætte en seismograf til at registrere alle Iben Hjejles fine skælv som Lehmann. Et flydende indre i en meget fast kerne! Muligvis en tilknappet gammeljomfru i den grå spadseredragt og med den regale, knejsende holdning, den spidse retorik og de stædigt-stejle holdninger. Men hun gør også fornemt overbevisende rede for de rystelser, den pris, den konstante underkendelse og de mange skuffelser koster hende. Det gælder i den professionelle løbebane, der kun langsomt skaffer Inge Lehmann  anerkendelse. Det gælder i den private afdeling, hvor Iben Hjejle kønt tolker den lille indeklemte, rødnæsede sorg, forskeren oplever, da hendes britiske kollega og ridder (Troels Malling) , svigter hende for en anden.

Hun er centrum i universet, mens også Laura Bro  – meget morsom som Lehmanns opmærksomhedssøgende skuespillerindesøster – og Roberta Hilarius Reichhardt gør god fyldest. Sidstnævnte som tjenestepige, der spilder sine evner – i modsætning til Lehmann, der spejler sig i den unge pige.

»Jordens indre« er muligvis ikke en forestilling, der fægter meget med armene. Men den er smukt forløst. Man bliver en lille smule klogere på både menneskeliv og fysik. Og på skuespilkunst. Jorden er en stjerne. Det er Iben Hjejle også.

»Jordens indre« af Simone Isabel Nørgaard. Iscenesættelse: Geir Sveaass. Scenografi: Rikke Bentzen. Folketeatret, Hippodromen.  Til 15. december.

Forspildte chancer: Inge Lehmann og hendes britiske kollega (Iben Hjele og Troels Malling) flirter med ideen om en romance, der imidlertid aldrig bliver til noget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Petri.