»Vem sover sött om natten under en gran? Aooo, det säger Vargy till dig, Aooo – aooo!«.
Maskot-ulven Vargys glade kendingssang med indbygget ulvehyl bruser fra højtalerne ud over de skiløbere, der er på vej til slæbeliften midt i skiområdet Stöten, hvor vinden får frosten til at prikke i kinderne. Der er glæde over nysneen, og da Vargy dukker op i liveversion med blå skibukser, sakser både børn og voksne sig vej til dyret for at få et ulvekram og et billede med mobilen.
Hold nu op, hvor man ejer hele verden, når man allerede har været ude på ski i det årle daggry, mens de andre sov som murmeldyr!
Det er ellers de færreste feriemaskotter, der scorer højt på charmeskalaen, men Vargy er mægtig indtagende og står fint på ski med sine tykke poter, så man møder ham i liften og på bakkerne, hvor han er på skattejagt med ungerne og viser dem sin egen piste i skoven, kaldet »Vargys Eventyrbane« med figurer og forhindringer i sneen. Så her får konceptet »Ulvetime« pludselig en helt ny klang.