Skuffet kjoledesigner ovenpå Oscar-uddelingen: »Det fungerede slet ikke«

»Parasite« overraskede som den store vinder til aftenens Oscar-uddeling, men på den røde løber var der ikke meget, som overraskede kjoledesigner Jesper Høvring, der mest af alt var skuffet og ønskede mere genbrug på den røde løber.

 

Et væld af bare skuldre, en broderet kappe og en sølv palliethætte udgjorde en del af tendenserne på aftenens røde løber til årets Oscar-uddeling, der vanen tro blev holdt i Dolby Theatre i Los Angeles.

Men på den røde løber var der i det store hele langt mellem de vilde kjoler og overraskende outfits, ifølge kjoledesigner Jesper Høvring.

»Problemet var, at det var der faktisk ikke rigtigt. Det var ikke kedeligt, men der var ikke noget, der stak rigtig ud i aftes. I hvert fald ikke på en 'best dress'-liste. Det var der ikke. De store stjerner bærer også bare nogle af de store kjoler. Og de manglede i går. Stjerner som Nicole Kidman, J. Lo, Cate Blanchett og Beyoncé,« siger Jesper Høvring.

Renée Zellweger vandt prisen for Bedste skuespillerinde for sin rolle som den alkoholiserede Judy Garland i filmen »Judy«. Renée Zellweger tog imod karrierens anden Oscar iført en stramtsiddende hvid pailletkjole. Men kjolen imponerede ikke Jesper Høvring.

»Lidt kedelig. Hun har virkelig bygget en så flot sæson op fra Golden Globes og frem, men jeg bryder mig ikke særlig meget om hendes arme. Hun er lidt for tonet. Det ved jeg godt, er svært at sige. Kjolen gjorde ikke noget godt for hendes arme. Jeg synes, den var kedelig. Den var hvid. Når nu man kunne vælge alt i verden, så er det måske ikke hvid, man skal vælge. Den manglede noget skarphed. Noget wow-faktor.«

Renée Zellweger. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUCAS JACKSON.

Scarlett Johansson, der ved årets prisuddeling var nomineret for hele to skuespilpræstationer, bar en sølvkjole med slæb og bare skuldre, der også skuffede.

»Frygtelig. Den er på vores 'worst dress'-liste. Det der perle-arrangement foran og korset, det fungerer ikke. Hun har haft en mærkelig awardseason. Det er gået fra den kæmpe store røde kjole til Golden Globes, og så til den her, der får mig til at lyde som en gammel mand. Men det fungerede slet ikke. Det lignede slet ikke Oscar de la Renta, der ellers virkelig laver flotte ting.«

Scarlett Johansson. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBYN BECK.

Scarlett Johansson var nomineret for sine præstationer i »Marriage Story« og »Jojo Rabbit«, men måtte se sig slået af ovennævnte Renée Zellweger og sin kollega i »Marriage Story«, Laura Dern, der vandt for Bedste kvindlige birolle.

Laura Dern og  Renée Zellweger. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUCAS JACKSON.

Danske Maria Lucia Rosenberg, der lægger stemme til Elsa i »Frost«, indtog scenen i Dolby Theatre sammen med ni Elsa-kollegaer. De fremførte sammen nummeret »Into the Unknown« fra »Frost 2«, der var nomineret til Bedste sang, men måtte se sig slået af »I’m Gonna Love Me Again« fra filmen »Rocketman«, der omhandler Elton Johns liv.

Maria Lucia bar to kjoler designet af Jesper Høvring.

»Den primære kjole var den, hun havde på inden til selve showet. Den er lavet ud fra, at den skulle være i bestemte toner, vi havde fået at vide fra Disney. Og så er hun jo gravid. Så der skulle helt klart være noget barm. Det skal man også i Hollywood.«

Maria Lucia. Fold sammen
Læs mere

Et meget kort forløb lå til grund for de to kjoler, Maria Lucia endte med at bære til showet og på den røde løber.

»Vi havde kun tre dage til at lave dem. Alt kom i stand meget, meget sent. Maria kontaktede mig for 14 dage siden, uden at kunne sige noget om, hvad det var til. Onsdag i sidste uge skrev hun, at det var til Oscar, og at hun skulle afsted en uge senere. Først der bestilte vi stof hjem. Der kom stof i mandags. Første fitting tirsdag. Fitting igen onsdag morgen og aflevering onsdag eftermiddag.«

Den politiske kjole

Skuespilleren Natalie Portman stod for aftenens politiske stikpille. På sin sorte Dior-kappe havde skuespilleren fået broderet navnene på en række kvindelige instruktører, som ikke var nomineret til en Oscar. For igen i år var ingen kvinder nomineret i instruktørkategorien.

»Jeg anerkender de kvinder, som ikke er blevet anerkendt for deres fantastiske arbejde i år,« sagde Natalie Portman, da hun blev spurgt ind til kappen på den røde løber.

Faktisk har en kvinde kun været nomineret i kategorien Bedste instruktør fem gange i det 92 år lange prisshows historie. Det skriver AP.

Natalie Portman. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBYN BECK.

Jesper Høvring var glad for Natalie Portmans outfit, der spillede ind i en tendens med flere kjoler, der udtrykker »stærke kvinder«.

»Jeg var begejstret for den. Først var jeg lidt forundret over den og forstod ikke, hvorfor hun havde overtøj på til Oscarshowet. Det har man ikke. Jeg synes, det er et sjovt og fedt budskab. Hun er jo ultrafemnist. Og de her kvindekampe med, at der skal være diversitet og ligestilling, taler man jo rigtig meget om. Det var en sjov gimmick på sådan en underfundig måde. Jeg synes, det binder rigtig godt sammen. Mange kjoler havde en krigerisk indstilling med warrior og brynjer. Der var de stærke kvinder, og så var der de meget romantiske nedringede kvinder.«

Mænd, der skiller sig ud

De fleste mænd havde taget det sikre valg og iført sig et sort jakkesæt. Dog ikke Timothée Chalamet og Billy Porter, der begge er kendt for at skille sig ud på den røde løber. Det lykkedes dog kun for den ene ved søndagens uddeling, mener Jesper Høvring.

Timothée Chalamet. Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKE BLAKE.

»Timothée Chalamet skilte sig ud på den gode måde. Vi havde håbet, at han ville skille sig ud, og det gjorde han. Han havde et tracksuit på fra Prada. Han havde en kæmpe diamant-broche. Det er meget skrapt. Han har gjort det hvert år til awardshowet. Han er ung og kan tillade sig det,« siger Jesper Høvring.

Billy Porter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mike Blake.

»Billy Porter skejer altid ud, det plejer at fungere, det gjorde det bare ikke i går. Det så ud, som om det var rester fra Met Gala. Det er fedt, at han hylder diversitet, og at man kan gøre det her, men det fungerede bare ikke.«

Joaquin Phoenix vandt prisen for Bedste skuespiller iført et Stella McCartney-jakkesæt, han har båret under hele prisuddelingssæsonen.

»Det er fuldstændig fantastisk med hans budskab om genbrug. Vi skal have meget mere bæredygtighed. Jeg havde ønsket, at langt flere havde haft genbrug på. Specielt for herrerne. Det kan lige så godt være det samme, de tager på. Men jeg synes, der burde være flere kvinder, der havde noget vintage på. Det så vi ikke noget af.

Joaquin Phoenix. Fold sammen
Læs mere
Foto: DAVID SWANSON.

De taler om, hvor politisk korrekte vi alle skal være. Vi skal slå et slag for kvinder og diversiteten, men lige når det kommer til mode, der skal vi helst bare have nyt, nyt, nyt på. Diamanterne skal være kæmpestore, og vi er ligeglade med, om det er bloddiamanter. Men det må vi endelig ikke snakke om,« siger Jesper Høvring om stjernernes dobbeltmoral, når det kommer til den røde løber.

Vinderne og taberen

Til trods for kjoledesignerens generelle skuffelse var der dog to kjoler, der gjorde sig godt på den røde løber. Jesper Høvring var meget imponeret over Brie Larson, men kårer irske Caitriona Balfe til den røde løbers vinder, da hun mødte op i en sort Valentino-kjole med lyserød sløjfe.

Caitriona Balfe. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBYN BECK.

Aftenens grimmeste kjole bar Kristen Wiig ifølge Jesper Høvring.

»Kjolen var chic couture med flæse, der bare ikke gjorde noget godt. Det var simpelthen for 'fashion'. Den røde løber til Oscar handler ikke om at køre helt couture, men om at tage noget på, hvor man er smuk og lavet til den røde løber. Den her gjorde ikke noget godt for hende. Hun var ikke særlig køn.«

Kristen Wiig. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBYN BECK.