Reklame med nybagt mor forbudt til Oscar-uddeling

Kalenderen viser 2020, men det ændrer ikke ved, at Oscar-uddelingen og TV-stationen ABC har forbudt en reklame, der viste en kvinde kort tid efter en fødsel. »For udpenslet,« lød kritikken.

En reklame med en kvinde, der netop havde født, var for hård kost for TV-stationen ABC og Oscar-akademiet. Maria Hedegaard

Mens mange af vinderne på Oscar-natten brugte deres taletid på at gøre opmærksom på sociale problemer, blev en reklame for produkter til kvinder, der netop har født, afvist af TV-stationen ABC og Oscar-akademiet. Indslaget var alligevel for hård kost for Oscar-uddelingen.

I reklamen ser man en nybagt mor med smerter, en mave, der stadig er udspilet efter graviditeten, og et stort bind i hendes underbukser, mens hun langsomt og besværet går ud og sætter sig på toilettet.

ABC afviste reklamen med begrundelsen, at den var »for udpenslet med delvis nøgenhed og produktdemonstration«. Det skriver The Guardian.

Reklamen begynder cirka 40 sekunder inde i videoen.

Frida Mom, der står bag produktet og reklamen, kritiserer TV-stationens beslutning:

»Videoen er ikke af voldelig, politisk eller seksuel karakter ... det er bare en ny mor, der er hjemme hos sin baby, og hendes nye krop.«

Frida Mom tilføjer, at reklamen hverken indeholder våben, uanstændigt indhold eller religiøse elementer, men blot viser hygiejneprodukter til kvinder.

»Til trods for dette blev reklamen afvist. Og vi spekulerer på, hvorfor nye mødre føler sig uforberedte,« uddyber Frida Mom i et Instagram-opslag.

Oscar-akademiet og ABC bliver også kritiseret af flere på Instagram. Blandt andre af skuespilleren Busy Philipps, der er kendt for filmen »I Feel Pretty«.

Skuespilleren forklarer, at reklamen »repræsenterer noget, millioner af kvinder kender til«, og tilføjer, at ABC og Oscar-akademiet forspilder deres mulighed for at normalisere kvinders kroppe, som de ser ud lige efter fødslen. ABC og Oscar-akademiet er derimod med til at bevare og opretholde fordomme og generaliseringer om kvindekroppen, mener hun.

»Jeg er træt af at leve i en verden, hvor den simple handling at leve som en kvinde afvises,« tilføjer Busy Philipps.

Hverken ABC eller Oscar-akademiet har svaret på kritikken.