Kulturordførerne fra de Konservative, Venstre, de Radikale og Enhedslisten, som Berlingske har talt med, er skuffede over, at forhandlingerne, som kulturminister Joy Mogensen (S) har indkaldt til søndag og mandag, kun gælder folkeoplysning og lokale medier. Ordførerne frygter, at kunstnere og vigtige kulturinstitutioner bliver ladt i stikken.

»Det er et meget tyndt oplæg. Folkeoplysning og medier er vigtigt, men der er mange vigtige kulturområder, som mangler. Blandt andet får mange spillesteder og teatre problemer, når sommeren kommer,« siger Birgitte Bergman, der er kulturordfører hos de Konservative .