Simon er ikke i tvivl: »Mine ukrainske venner bliver så glade, når vi deler deres flag på de sociale medier

Næste uge er der premiere på Simon Lereng Wilmonts film om forældreløse børn i det østlige Ukraine »A House Made of Splinters«. Men premierenerver og forberedelser er udskudt. I stedet har den danske instruktør talt med de folk, han kender i regionen. Og så har han et god råd til dem, der gerne vil vise det ukrainske flag på de sociale medier.

Dokumentarfilmen »Olegs krig« viser hverdagen for den tiårige Oleg, der vokser op en kilometer fra frontlinjen mod Rusland. Den væbnede konflikt er nu blevet til krig, og instruktøren gør det bedste for at holde kontakt med de personer, han har filmet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Final cut for real
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvom der kun er ganske få dage til, at Simon Lereng Wilmont kan vise sin nyeste film på DOX, har de seneste døgn budt på helt andre udfordringer end premierenerver og interview.

Den danske filminstruktør har haft travlt med at skrive til de folk, han har mødt i de østlige områder af Ukraine, hvor han har lavet to dokumentarfilm om børn, der vokser op blandt bomber og granater. Området har siden 2014 lagt jord til en væbnet konflikt mellem prorussiske separatister og regeringens soldater.

Man knytter tætte bånd, når man følger folk under de vilkår. Men denne gang har samtalerne haft en anden karakter.

»Jeg var meget optaget af, at Oleg og hans bedstemor skulle flytte væk. De bor kun en kilometer fra frontlinjen og de ukrainske soldater. Det føltes så utrygt,« siger Simon Lereng Wilmont, der kalder de seneste dage forfærdelige. Værst er usikkerheden over, hvad der skal ske med de børn, han har filmet. Ikke bare Oleg, der er hovedperson i »Olegs krig«, men også de tre søskende, han har fulgt under deres opvækst på et børnehjem i samme område. Deres historie kan ses i filmen »A House made of Splinters«, der har premiere fredag.

»De ved jo godt, at jeg støtter deres sag, så vi snakker mest om, hvordan jeg kan hjælpe, og så slutter vi af med at sige »Pas nu på dig selv«. Der er ikke så meget mere at sige,« siger Simon Lereng Wilmont.

Om aftenen må man gerne græde

Det var egentlig et tilfælde, at Simon Lereng Wilmont endte med at filme i Ukraine. Hans første to film handlede om børn, der blev skubbet ud af balance eller levede under særlige omstændigheder som for eksempel på kostskoler.

Men da han var færdig, kunne han se, at deres liv hurtigt vendte tilbage til den normale balance. Han havde lyst til at skildre børn, der levede hele deres liv under helt særlige omstændigheder for at undersøge, hvordan man skaber tryghed i en permanent usikker verden.

»Jeg havde hverken lyst til at tage til Afghanistan eller Irak, og så opdagede jeg, at der var konflikt på Europas dørtrin,« som Simon Lereng Wilmont siger.

»Jeg oplever det sådan, at mange lokale ukrainere er vant til, at Rusland bliver styret af en magtmand. Det er det politiske lag, og det adskiller man fra det menneskelige lag, som gælder ens familie i Rusland,« siger Simon Lereng Wilmont, der har lavet to film fra det østlige Ukraine. Fold sammen
Læs mere
Foto: Final cut for real.

I 2015 tog han til det østlige Ukraine og mødte en befolkning, der minder meget om danskerne.
»De kan være kolde på overfladen, men når man bryder igennem den umiddelbare facade, er de lune og gæstfrie. Og så har de en vidunderlig humor. I de områder er man vant til, at galgehumoren er det, der får dig igennem dagen. Om aftenen må man gerne grine af det, man græd over om dagen.«

Der er meget at græde over i det østlige Ukraine. Siden 2014 har regionerne tættest på Rusland været præget af krig. De rigeste og mest ressourcestærke har for længst forladt regionen, arbejdspladser er lukket, og der er store huller i det sociale sikkerhedsnet. Da Simon Lereng Wilmont ledte efter et børnehjem, hvor han kunne filme, var flere af dem så grå og trøstesløse, at han valgte dem fra.

»Jeg vil gerne vise, hvordan man finder håb i sådan en situation. Heldigvis fandt jeg et dejligt børnehjem, hvor der var tegninger og bamser, og hvor der var plads til, at børnene kunne tale om deres håb og tanker.«

Hvordan lærer børnene at leve med den usikkerhed, der opstår i en krig?
»De voksne var meget gode til at være ærlige og ikke stille urealistiske scenarier op. Samtidig bevarer de fatningen og roen, så barnet kan lære, at der er en tryghed omkring dem. Olegs bedstemor, Alexandra, fortalte om en nabo, der mistede besindelsen en nat, hvor granaterne faldt, og så begyndte barnet at kaste op. Senere blev det en refleks. Hver eneste gang, der falder en granat, kaster barnet op. Det er jo så galt, det kan gå.«

Hvad med de voksne? Hvordan forholder de sig til krigen?
»En ting, lærte jeg meget hurtigt: Politik er ikke noget, man taler om. De fleste vil helst bare have, at skyderierne holder op, så de kan passe deres køkkenhaver i fred. Det, der er sket nu, er så forfærdeligt. Jeg håber, det bedste for den lokale befolkning. Jeg håber, at Oleg og hans bedstemor snart kan flytte tilbage, og at børnene komme tilbage til deres børnehjem, men det er jo ikke til at sige, hvordan statsorganet vil tage sig af børnehjemmet eller hvordan Alexandra skal få sin pension. Nu skal de bare hen et sted, hvor der er forholdsvis sikkert.«

Det er sket for både Oleg og børnene fra børnehjemmet. Alt andet ville være for farligt. Nu fokuserer Simon på at hjælpe med praktiske ting. På at tale og på at lytte. Spørgsmålet er, hvad andre kan gøre.

»Flere af dem, jeg kender, er glade for at se, at der er mange, der deler det ukrainske flag på sociale medier. De ser det som opbakning, og de er glade for, at andre folk ser og fordømmer det, der sker. De håber, at det blive sagt. At der bliver holdt fokus. At verdens magthavere forstår, hvad der sker og ikke bare glemmer dem.«

Simon Lereng Wilmonts film »Olegs krig« kan ses på DR TV. Den vises også på DR2 tirsdag aften. Filmen »A House Made of Splinters« har premiere fredag på Dox Filmfestival.