Jeg har et konkret problem. Jeg mangler en håndværker, der har orden i sit værktøj. Altså en mand, der ved, hvordan man håndterer en skruetrækker.
Jeg skal have bygget en væg i min lejlighed, der kan give min søn sit eget værelse og sikre en form for Duplo-fri zone til mig. Da min vennekreds er fyldt med smalskuldrede akademikere, og jeg har trukket rigeligt på familens få handymen, smed jeg et opslag på Facebook. Håndværker søges, skrev jeg. Og løn gives. Naturligvis.
Det var det, der stod. Men det var ikke det, der blev læst.
Den første håndværker, der svarede på annoncen, havde ikke engang taget værktøjskassen med, da han dukkede op. Stor og sød og med en skøn duft af aftershave stod han der i min entré og forklarede, at han nok kunne ordne det vigtigste med sine hænder. Efterfulgt af et skummelt smil. Når jeg tænker over det, virkede han egentlig også lidt overrasket over, at jeg åbnede døren iført forklæde og med to børn i baggrunden.
En anden sendte mig først et billede af sit »værktøj«. Den så sådan set funktionsdygtig ud, men hvis den kunne spartle og slå søm i, ville jeg først blive imponeret.
Efter yderligere et par henvendelser lykkedes det at finde en håndværker, der rent faktisk har målt stuen op, men processen fik mig til at tænke på, om singlemyten har taget overhånd. Jeg er ikke kostfornægter, folk skal fyre den af med den eller dem, de vil. Men når man ikke længere kan bestille en håndværker uden at få tilbudt intimmassage, så har vi måske set lidt for meget »Sex and the City« og DR3. Det er jo trods alt ikke sådan, at alle går rundt og drømmer om at score hele tiden. Nogle gange vil man faktisk hellere se »Babylon Berlin« på DR2. Eller også er det bare mig.
Man skal heller ikke brokke sig over at leve i en tid, hvor kvinder gerne må tale om, at de tænker på sex. De behøver ikke være bekymrede for at blive slutshamet, hvis de taler højt om, at de har kysset mere end en prins. Det er jo sådan set positivt nok. Men hvis man bare gerne vil have en håndværker, der møder op til tiden og udfører den beskrevne opgave uden at skulle bruge en time på at hente en uundværlig dims i Vanløse, er det en udfordring. Men den har jo man haft til alle tider.
Nu er det faktisk lykkedes for mig at skaffe en handyman, og derfor har jeg kastet mig over et nyt projekt. Jeg vil til Gambia. Så kan min søn også se en rigtig flodhest.
»Gud, skal du på sexferie,« spurgte en veninde, da jeg fortalte om planerne. En anden gav gode råd til barer fyldt med mænd. En tredje mente, at jeg ville komme hjem med kufferten fuld af ægteskabstilbud. Ingen af dem tænkte, at jeg måske bare trængte til lidt solskin i januar. At jeg faktisk er mere interesseret i at finde mig en god strandstol og en piña colada.
Det sagde jeg også til chefen, da jeg foreslog denne klumme. Hendes svar sagde det hele: »Det ene udelukker jo ikke det andet.«
