Sex, sved og sjæledans: »Bonnie & Clyde« er et forrygende show

Ingen behøver at være bange for, at dans ikke er nok, når Betty Nansen Teatret kaster sig over den sexede og stærkt fortalte historie om »Bonnie & Clyde«. Med Astrid Elbo som forrygende stjernecentrum.

Desperadodans: Astrid Elbo og Ulrik Birkkjær danser lidenskab og længsler helt ud i »Bonnie & Clyde«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Catrine Zorn

Hvad er det egentlig, dans skal kunne? Tænk over det: Ordet er jo sådan set opfundet. Hvorfor dog fortælle en historie om menneskelige følelser og erfaringer uden at bruge talens kraft, når nu den findes?

På Betty Nansen Teatret har koreografen Signe Fabricius, som i mange år har arbejdet tæt sammen med iscenesætteren Elisa Kragerup, fået lov til at sætte trin og bevægelser på en hel forestilling.

Selv om hun har valgt også at lade sine dansere tale indimellem, er det først og fremmest kroppene, der fortæller historien om Bonnie og Clyde, de to mere og mere desperate bandeledere, der i 1930erne – midt under Den Store Depression – røvede banker og myrdede på deres evige flugt i datidens USA, inden de blev indhentet af skæbnen og skudt af politiet.

Men altså, hvad er det, dans skal kunne?

Hvis den fortæller en historie, som her, skal man i hvert fald have gjort sig klart, hvordan dans kan sige mere end ord.

Hvad er det for hemmeligheder, kroppen gemmer på, hvordan er det, den afslører os, når vi elsker, lider, frygter, håber? Hvordan forråder kroppen os, når den beretter den virkelige historie om, hvad der foregår i os? Kan man få det frem, så mangler der ingen ord, tekst, tale.

Foto: Catrine Zorn.

Svimlende forelskelse

Og alt det lykkes formidabelt for Signe Fabricius, som har held med at skabe et vildt underholdende desperadoshow af et mørkt eventyr om to outsideres blodige og stærkt dubiøse vej fra misforstået ungdom til koldblodige celebritymordere på flugt, ofre for deres egen myte. Vi er med Bonnie og Clyde hele vejen.

Det er kroppene, der har de erfaringer, der forplanter sig til tilskuerrummet. Fra lyset går op, og Astrid Elbos Bonnie hviskende citerer sit eget kærlighedsdigt til den mand, der bliver hendes skæbne, og lader fingrene løbe hen over arme, ben, fødder, som skrev hun ham ind i sin egen hud. Og videre til parrets svimlende forelskelse midt i en grå og hård virkelighed – lutter kåd og hvirvlende smygen sig om hinanden, eufori og stakåndet forelskelse, men også med hans solide tag om hendes røv, når hun klatrer rundt på hans krop i erotisk, overgiven leg.

Ulrik Birkkjær – der ligesom Astrid Elbo er hentet fra Den Kongelige Ballet og sat ind i en ny sammenhæng, hvor stærke hiphop- og urbandansere danner rammen – er Clyde, som i stærke billeder udsættes for ødelæggende overgreb i fængslet, inden parret beslutter sig for at blive heltidsforbrydere: En rystende, tilbagevendende hånd, som man forsøger at få til at holde op igen, kan sige meget om menneskelig ødelæggelse.

»Men først og fremmest kommer man ikke uden om det: Astrid Elbo er en stjerne. Nogle har det bare, og baby, she's got it.«


Lysende maskingeværstromle

Og i takt med, at banden flygter gennem landskabet, kastes danserne på scenen ud i det, der går fra morsom og fandenivoldsk livsudfoldelse til en forrygende, fysisk udmattelseskamp – stærkt varieret løb på stedet og kroppe, der slår ud i mere og mere voldsomme stressreaktioner. Kulminerende foran scenografiens lysende maskingeværstromle, hvor Clyde svedig og segnefærdig bærer rundt på den udkørte Bonnie i det, der vækker bitre mindelser om deres nu for længst glemte indledende kærlighedsduet.

Det er en roadmovie, der klipper lynsnart og lækkert med brug af musikcitater i alskens tonearter, lækkert lys og kroppenes omstillingsparathed. Med et nærmest overdådigt ødselt koreografisk materiale, leveret af sindssygt dygtige dansere, der ikke bare kan flytte benene, men har attitude og personlighed, der vælter ud over scenekanten.

Men først og fremmest kommer man ikke uden om det: Astrid Elbo er en stjerne.

Nogle har det bare, og baby, she's got it. Hun suger blikket til sig i alt, hvad hun gør, og det har Signe Fabricius også taget konsekvensen af.

Det er Bonnie, der ansporer den primitive Clyde til alt, hvad parret gør.

Det er hende, der har de eskapistiske filmstjernedrømme – en morsom, vildt omskiftelig poseren til lydklip fra »Borte med blæsten«. Det er hende, der arrangerer den langlemmede krop i bøjelige divapositurer på scenekanten, mens hun sender flirtende blikke til publikum og minder om Bonnies selviscenesatte sans for opmærksomheden. Og det er hende, hvis hidsende tåspidsdans på en bardisk og maniske blik i de store, brændende øjne fortæller hele historien om drømme, der går i opløsning. Hold da op et talent, som ovenikøbet – i lighed med de håndplukkede dansere omkring hende – kan sige de sparsomme replikker mere end overbevisende.

Jo, lad kroppene tale.

»Bonnie & Clyde« er noget så særligt som en sexet, stærkt fortalt danseforestilling, som ingen behøver være bange for ikke at forstå eller kede sig til. Den er fortalt med sans for alt det, dans kan.

»Bonnie & Clyde«. Manuskript, koreografi og iscenesættelse: Signe Fabricius. Scenografi og kostumer: Ida Grarup. Instruktionskonsulent: Elisa Kragerup. Betty Nansen Teatret. Til 1. februar.