Selv blandt My Little Pony-fans raser racismen

KLUMME: Identitetspolitikken kravler langsomt ind blandt talende ponyer og orker, der skal have bredere repræsentation og opføre sig pænt. Men i stedet for at renskure alt, må vi acceptere, at det onde er nabo til det gode. Lige ved siden af ideen om at vi kan fjerne alt ondt, ligger vrangforestillingen om, at det onde slet ikke findes.

»Naboen til tanken om, at det onde skal slettes eller gøres nuttet, er ideen om, at det onde – racismen – slet ikke findes. Og ja, den huserer åbenbart også blandt voksne, hvide mænd,« skriver Sarah Iben Almbjerg. Søren Bidstrup

Lad mig begynde med en indrømmelse. Jeg deler lejlighed med mindst 13 pastelfarvede plasticheste, der har racistiske tilbøjeligheder.

Ponyerne er købt i begyndelsen af 80erne, hvor jeg henført redte deres manker og sagde deres navne uden at være bevidst om, at mange af dem lyder som noget, man kalder potplanter. Dengang – i 1983 – var Strawberry Stardust og Twilight Sparkle bare legetøj fra serien My Little Pony, der kunne nusses og leges med.