Sarah Iben Almbjerg: Vi har kun været i coronaisolation i et par timer, da jeg introducerer den første regel

Hvis tanken om at tilbringe 14 dage derhjemme alene med børn og ægtefælle fylder dig med rædsel, er du ikke alene. Det værste, der kan ramme det moderne menneske, er følelsen af at være overflødig.

Sarah Iben Almbjerg Søren Bidstrup

Vi har kun været i frivillig isolation i et par timer, da jeg introducerer den første regel: Man skal tale pænt til sine søskende og til sin mor. Sanktionen for overtrædelse er hård og indtil videre hemmelig. Man må holde nogle af sine våben bag ryggen, tænker jeg.

I dag og de næste mindst 14 dage er vi alle overladt til vores nærmeste. I allerbogstaveligste forstand. Børn, der normalt er i skole eller daginstitution, skal være sammen med forældre, der normalt er på arbejde. Det er næsten et overload af personlige relationer – og der er hverken pools eller legepladser at forsøde det med.