I dag gav jeg min søn et kys på panden og satte ham af nede på Amagerbrogade i det håb, at nogen ville tage sig af ham, mens jeg cyklede på arbejde.
Hvem vil ikke gerne give en lille lyshåret dreng lidt opmærksomhed, hvis han står og ser sød ud?
Det var sådan, det var. Næsten. For selvfølgelig blev August ikke leveret i en papkasse. Det føltes bare sådan.
I virkeligheden blev han fulgt ind på Raketstuen, fik sine rævesutsko på og stod så der og ventede, mens jeg ledte efter en voksen, der kunne tage imod ham. Denne morgen var der én pædagog til tre stuer. De andre kommer klokken ni, fik jeg at vide.
Og så stod August igen alene og vinkede farvel.
Min søn skal ikke have daglig massage som en Kobe-kalv, men det ville være rart at aflevere ham til nogle voksne, der har tid til at holde ham i hånden.
Sådan er det faktisk blevet i landets børnehaver. Der er ikke tid til trøst og omsorg, og uanset hvor gode pædagogerne er, er de aldrig nok. I sidste uge bragte Politiken et læserbrev fra en mor, der havde hentet et barn med blå mærker. Hun undrede sig over, at ingen kunne svare på, hvordan barnet havde slået sig.
Jeg undrede mig over, at hun kun havde oplevet det den ene gang. Jeg står ofte med et barn, der ikke kan fortælle, hvorfor han har fået en rift ved øjet eller en bule i panden.
På den måde har jeg en daglig erfaring med et emne, der netop nu diskuteres heftigt. Lørdag er der varslet demonstrationer i 30 danske byer, og 26.000 har vist interesse i arrangementets Facebook-gruppe. Samtidig har en DR-dokumentar skabt stor debat, fordi den tilsyneladende byggede på gamle tal.
Men i mine øjne er dette slet ikke en partipolitisk diskussion. Det er heller ikke en faktuel vurdering af antallet af ansatte i kommunens omsorgssektor. For mig er det den helt konkrete oplevelse af at stå med et barn, som ingen har tid til at tage imod.
Sådan har det været længe, og derfor har jeg skrevet os op til andre af byens børnehaver. Alle beliggende i Indre By og med stærke forældregrupper. Og hvad oplevede jeg? Situationen var fuldstændig den samme. Et sted var lydniveauet så højt, at vi måtte stille os ud i køkkenet for at høre pædagogens introduktion. Et andet sted stod en mandlig pædagog og forsøgte at løse tre konflikter. Samtidig.
Jeg drømmer ikke om at kvitte karrieren for at gå derhjemme og bage uspiselige kager. Min søn er ikke en Kobe-kalv, der skal have daglig massage, men det ville være rart at aflevere ham til nogle voksne, der kunne tage hans hånd og sørge for, at dagen blev god. Så tager jeg gerne på arbejde og udfylder min plads i hjulet.
For min skyld må de gerne slække lidt på kravene til de nye iværksættere, skære i bureaukratiet og fjerne nogle af virksomhedernes administrative byrder, hvis vi til gengæld kunne enes om en minimumsnormering af voksne, der arbejder blandt de mindste.
Indtil da kan man jo bare lukke øjnene og håbe det bedste, når man cykler ind på arbejdet. Måske er der rent faktisk en fremmed, der får tid til at sætte sig ned og tale med barnet. Man har da lov at håbe.
