Sarah Iben Almbjerg: »Jeg lærte at begå fejl, før jeg blev rigtig voksen«

I forrige uge var jeg inviteret til fødselsdag hos et meget ungt menneske, og jeg glædede mig i flere dage, skriver Sarah Iben Almbjerg, der dog blev noget overrasket over selve festens udvikling. Eller mangel på samme.

Sarah Iben Almbjerg – vært på podcasten »Emma Gad – For Evigt«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

I forrige uge var jeg inviteret til fødselsdag hos et meget ungt menneske, og jeg glædede mig i flere dage.

Det er sjældent, at jeg får mulighed for at tilbringe tid med nogen, der er meget yngre end mig, og eftersom jeg både har ejerlejlighed, delebørn og familiebil, så jeg frem til at møde nogle af de, der endnu ikke er tynget af den slags. De, der til gengæld ejer »vor ungdom, vor kraft og vor vilde ideer,« som Tom Kristensen skrev.

Med min klækkelige månedsløn havde jeg købt to flasker (ordentlig) rom, så jeg kunne spæde til i baren. Men da jeg ankom, var festen halvdød. Flere skulle tidligt op næste dag. En anden skulle træne til en ironman. De vildeste var de, der fnisende betroede mig, at de lige havde delt en cigaret på altanen. Jeg var hjemme inden midnat, og i tvivl om det var et godt tegn.

Når jeg tænker tilbage på min egen tid i begyndelsen af tyverne, var det meget noget med at høre The Cure, være imod Øresundsbroen og gå i sort tøj. Vi frøs altid lidt i de der forvredne strømpebukser, men vi havde noget på hjerte og troede inderligt på, at vores hjemmemalede papskilte ville gøre en forskel for den nationale infrastruktur.

Vi læste korte noveller med store temaer og var kærester med hinandens ekser. Festerne sluttede først, når solen mindede os om, at vi skulle gå hjem, og på anlægget var der grunge og hiphop i én stor pærevælling.

»Hvordan skal nutidens unge lære at opføre sig som dannede mennesker, hvis ikke de også har erfaring med at være udannede?«


Jeg vil ikke forherlige den tid, blandt andet fordi jeg ikke kan huske, hvorfor vi var så inderligt imod den bro. Men i det mindste skete der noget, og jeg har kun godt at sige om, at jeg trods alt udlevede nogle ting, før jeg blev rigtig voksen.

I dag hører jeg igen og igen kollegaer fortælle om praktikanter og purunge ansatte, der er enormt bange for at sige nogen imod, som kryber langs husmurene og mener, at de har fyldt for meget, hvis de har hævet stemmen i en større forsamling.

Hvilket menneske bliver man, hvis man allerede som 21-årig tænker på, at der er en dag i morgen, og at man får svært ved at komme gennem den? Og hvordan skal nutidens unge lære at opføre sig som dannede mennesker, hvis ikke de også har erfaring med at være udannede?

Det er en fejlslutning at tro, at vi skal lære fremtidens voksne at aflyde ordrer. Vi skal lære dem at tage ansvar, og det gør man bedst, hvis man kan se kreativt på regler og træffe egne selvstændige beslutninger på baggrund af konklusionen.

Man lærer bedst at tro på sine egne valg, når man opdager, at man ikke dør af at træffe de forkerte.

Var det genialt at feste igennem hele 2.g og forsøge at referere »Dekameron« til Studentereksamen, selv om jeg aldrig havde åbnet Boccaccios klassiker? Helt sikkert ikke. Til gengæld opdagede jeg, at det faktisk kræver lidt tid at læse et ældre italiensk hovedværk, og at der trods alt er grænser for, hvad min egen fantasi kan række til.

Måske er min fantasi også begrænset i dette tilfælde. Måske får vi den sejeste generation af voksne om nogle år, som kan rydde op efter alle vores problemer og med stor glæde køre fremtiden i møde henover en Øresundsbro, der bare virker helt naturlig.

I så fald får I min fulde respekt. Og en flaske rom. Hvis da ikke at jeg – og mine gamle venner – har drukket den til den tid.