Den 75-årige britisk-indiske forfatter Salman Rushdie har mistet synet på det ene øje, og nerverne til hans ene hånd er så beskadigede, at han ikke kan bruge hånden.

Det skriver den spanske avis El Pais på baggrund af et interview med Rushdies litterære agent, Andrew Wylie.

Forfatteren bag »De Sataniske Vers« blev påført flere alvorlige knivstik af en gerningsmand i forbindelse med en forelæsning i den amerikanske delstat New York i august.

Ud over beskadigelsen på øje og hånd fortæller agenten, at Salman Rushdie blev ramt af tre alvorlige knivstik i nakken og 15 stik i brystet og på torsoen.

Forfatteren blev efter angrebet fløjet på hospitalet, hvor han blev lagt i respirator.

Agenten vil ikke fortælle, om den britiske-indiske forfatter fortsat er indlagt på hospitalet. Han hæfter sig i stedet ved, at Rushdie overlever angrebet.

Siden udgivelsen af bogen »De Sataniske Vers« i 1988 har sikkerheden omkring forfatteren været omfattende.

Året efter udgivelsen af romanen udsendte Irans daværende religiøse leder, ayatollah Khomeini, en fatwa mod ham for blasfemi og tilsvining af profeten.

En fatwa er en islamistisk dødsdom.

Det var en fatwa, der ophidsede muslimer i en række lande. Mange svor, at de ville fuldbyrde den dødsdom, som var indeholdt i Khomeinis fatwa.

Den formodede gerningsmand er en 24-årig mand fra delstaten New Jersey, der havde købt billet til forelæsningen.

Deltagere tilbageholdt efterfølgende manden, indtil politiet ankom til gerningsstedet og anholdt ham.

Den 24-årige er efterfølgende blevet sigtet for overfald og drabsforsøg.

Kilder inden for politiet sagde efter sigtelsen til tv-stationen NBC i New York, at manden har udvist sympati for yderliggående islam og for Irans elitestyrke, Revolutionsgarden.

/ritzau/

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.