Sætningen fra Thomas Korsgaards mor, har fulgt ham hele livet. Den sparede ham for mange skuffelser

Allerede i 4.klasse vidste Thomas Korsgaard, at han skulle leve af at skrive, og som 17-årig følte han sig nærmest voksen. I dag er succeskriteriet for hans arbejdsdag én sætning om dagen.

Forfatter Thomas Korsgaard, afslutter trilogien om sig selv, sin opvækst og sin rastløshed med bogen »Man skulle nok have været der«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange af sine barndomsminder har Thomas Korsgaard omsat til litteratur. Ét af dem står stærkere end noget andet i hans bevidsthed. Det var noget, der skete, da han var 11 år gammel. Hans mor var sygemeldt. Hun var blevet fejlopereret i armen efter en arbejdsulykke og skulle derfor igennem diverse systemer. Og så skulle de op på kommunen for at få stemplet et papir.

»Det burde være en ren formalitet,« siger forfatteren, der senest har udgivet den meget roste roman »Man skulle nok have været der.«

»Men jeg så, hvordan min mor rankede ryggen, inden vi gik ind til sagsbehandleren, der fra sin stol talte så voldsomt ned til hende. Og hun blev pludselig en lille mor, der ikke kunne forsvare sig. Jeg ville så gerne hjælpe hende i mødet med den der kommunale attitude, der får mennesker til at krympe sig, men det havde jeg ikke sprog til.«

Forfatter Thomas Korsgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvilken betydning fik den oplevelse for dit senere liv?

»Den vakte en grundlæggende mistillid til systemer og autoriteter. De var ikke en kilde til hjælp, men til ydmygelse. Nogle år efter, at jeg var flyttet hjemmefra, var jeg på røven økonomisk og ville søge hjælp på kommunen til at låne penge. Det blev så drejet af en sagsbehandler, så hun nu ville afgøre, hvad jeg skulle stille op med mit liv. Hun havde besluttet sig for, at jeg skulle blive møbelsnedker. Det var løsningen på alt i hendes øjne.

Jeg blev skamfuld over, at jeg ikke ville, fordi hun behandlede mig, som om jeg ikke syntes, det var fint nok til mig. Og hun spurgte meget insisterende, om jeg overhovedet havde en studentereksamen – i en sådan grad, at jeg nærmest selv gik lidt i panik. Det kunne lige passe, at en eller anden tastefejl var skyld i, at hele min gymnasietid var forgæves. Hun betvivlede mig i en sådan grad, at det først var efter, at hun havde talt med en kollega, at hun konstaterede: »Nå jo, du har ganske rigtigt en studenterhue – men du skal alligevel stå til rådighed for arbejdsmarkedet.«

Hvad gjorde du så?

»Jeg sagde, at det nok ikke var dem, der kunne hjælpe mig, og så gik jeg min vej. Og så lånte jeg de 5000 kroner af en ven. Hvis man skal bestemme, at jeg skal være møbelsnedker, koster det lidt mere end 5000 kroner.«

Hvad er den vigtigste sætning, du hørte som barn?

Thomas Korsgaard debuterede med bogen »Hvis der skulle komme et menneske forbi« tilbage i 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Det bedste ved min opvækst er faktisk alle de spændende ord, der blev brugt. Dem bruger jeg stadig, når jeg taler og skriver. Min far kunne for eksempel sige, at man var 'kålhøgen', når man ikke skulle komme for godt i gang. Det er jo et fantastisk ord. Men den vigtigste sætning kommer nok fra min mormors mand. Han var temmeligt velpolstret og havde altid store mængder søde sager på lager, for det var godt at have noget liggende, »hvis der skulle komme et menneske forbi«. Den sætning inspirerede mig til titlen på min første bog.«

Hvad lærte livet dig i dine ungdomsår?

»Det lærte mig at køre i tog. Det er ikke lige til at komme rundt med tog, hvis man ikke kan det. Jeg boede langt ude på landet og var aktiv i ungdomspolitik, så jeg skulle lære mig selv at finde til Middelfart og Høje Taastrup, hvis jeg ville engagere mig. I starten var jeg så nervøs for at tage det forkerte tog eller sætte mig på den gale plads, men da jeg lærte det, åbnede en ny, stor verden sig for mig. Jeg bruger stadig toget meget i dag, når jeg kører rundt i landet og holder foredrag.«

Var skolen et fængsel eller en øjenåbner?

»Begge dele. Jeg elskede at gå i skole, fordi det var der, man kunne lære noget nyt og suge viden til sig. Men jeg var også bange for skolen, fordi de normer, lærerne mente var de gældende, ofte var de komplet modsatte af det, mine forældre mente. Hvad gjaldt så?

I 1. klasse blev jeg slået af en anden dreng. I skolen fik man besked på at sige det til en voksen – men derhjemme sagde de, at jeg bare skulle slå igen. Hvem havde egentlig ret? Man føler jo altid, at det bør være ens forældre, der skal have ret. Sammenstødet mellem skolens og familiens værdier grundlagde en dyb skepsis i mig over for alle de voksne, der foregiver at sidde med hele sandheden.«

Forfatter Thomas Korsgaard, afslutter trilogien om sig selv, sin opvækst og sin rastløshed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvornår følte du dig voksen første gang?

»Det gjorde jeg som 17-årig, da jeg første gang skulle betale husleje med min første løn. Jeg havde fået udbetalt 5800 kroner fra mit job som telefonsælger på Politiken, og her skulle jeg så overføre 2000 kroner via netbank og lægge yderligere 1500 kroner på kommoden. Jeg blev ikke frustreret eller trist over at se halvdelen af alle mine penge forsvinde så hurtigt, efter alt det arbejde jeg havde lagt i at tjene dem. Jeg følte mig bare meget voksen.«

Hvornår har du følt dig mest afmægtig?

»Da jeg gik ned med stress for mange år siden.

Følelsen af at gå fuldstændigt i stå, da jeg ikke kunne ikke få hul på at skrive min første bog. Jeg vidste, at jeg havde noget på hjerte, og ville skrive, men jeg kunne bare ikke få det til at føre nogen vegne. Det knækkede mig, og jeg havde flere måneder, hvor jeg ikke kunne noget som helst. Så tillod jeg mig selv ikke at lave mere end lige akkurat det, der kunne få mit liv til at fungere.

Jeg er opvokset med en voldsom arbejdsmoral, hvor det ikke at arbejde eller at sidde stille blev betragtet som en dødssynd. Men så bliver man jo nedslidt, og det gjorde de voksne omkring mig jo også. Det handlede bare om at kunne betale sine regninger og at overleve.

Min bedring kom snigende, da jeg fik hul på at skrive. Jeg indførte en regel: Jeg skal bare skrive én sætning om dagen. Det er nok. Og det tager pligtfølelsen væk fra mit arbejde. Hvis målet kun er én sætning, så kan jeg være stolt af mig selv på de dage, hvor jeg skriver to eller tre sætninger, eller flere sider.«

Hvem har været mest overbærende med dig?

»Alle dem, der skulle lære mig noget. Hvad enten det var min kørelærer, min dansklærer eller en redaktør. Når først jeg vil lære noget, så kommer Spørge Jørgen frem i mig. Der kommer virkelig mange spørgsmål, men orker læreren at besvare dem, så lønner det sig. Men det gælder kun for emner, hvor jeg er oprigtigt interesseret. Matematik sagde mig ikke noget i folkeskolen, og dertil sagde min mor: »Man kan ikke være god til det hele. Fokuser på det, du kan.« Det er jeg hende taknemmelig for, for der sparede hun mig for mange skuffelser og frustrationer.«

Hvad har vist sig at være den mest lykkebringende begivenhed i dit liv?

»Inde i min stue har jeg 300 venner. Det er alle mine bøger. De kan lære mig så meget om, hvad det vil sige at være menneske,« fortæller forfatter Thomas Korsgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Da jeg fandt ud af, at jeg var god til noget, som jeg samtidigt godt kunne lide. Det var at skrive. I 4. klasse havde vi en temauge med et avisforløb, og der skulle jeg skrive en artikel. Det var vist mest en afskrift af Wikipedia-siden om hajer. Men bare det at se, at jeg kunne skabe noget meningsfyldt og værdiskabende ud af bogstaver og ord, var kæmpestort for mig.

Der er så meget, jeg er god til, som jeg ikke bryder mig om. Som at være telefonsælger for eksempel. Det håndværk har jeg ingen ønsker om at forfine. Så det har været et stort privilegium, at jeg så tidligt i livet kunne mærke, at det at skrive var det, jeg skulle bruge resten af mit liv på.«

Hvor henter du fortrøstning på dage med mismod?

»Så ringer jeg til en ven. Jeg har en lille håndfuld, og hvem af dem, jeg ringer til, afhænger af, hvad jeg har brug for. Vil jeg have et godt grin, eller vil jeg analysere noget helt ned i dybden, eller vil jeg bare ynkes lidt. Der er én til enhver stemning.«

Hvilken livslektie vender du oftest tilbage til?

»Den, der fortæller mig, at jeg skal forholde mig ydmygt til verden. Der var noget før mig, og der kommer noget efter. Den viden giver mig en stor ro.«

Hvilken livslære vil du gerne give videre til den kommende generation?

»Dén lære om ydmyghed. Den indsigt kan særligt litteraturen give dig. Så læs litteratur! Inde i min stue har jeg 300 venner. Det er alle mine bøger. De kan lære mig så meget om, hvad det vil sige at være menneske.

Der er så meget trøst og hjælp at hente i dem. Det er en buffet af lærdom. En bog, der har været særligt vigtig for mig, er »Færdig med Eddy Bellegueule« af Éduoard Louis. En venindes mor forærede mig den, inden jeg selv havde formuleret noget om min egen barndom. Den bog viste mig, at det ikke var skamfuldt at skrive fra mit perspektiv. Den bekræftede, at bøger fra det sted, jeg kommer fra, godt må findes. Jeg følte mig så genkendt –og jeg fik oprejsning.«