Så polariseret er den nye #metoo-debat: Fra »grundlæggende råddenskab« til »nogle få brodne kar«

For få dage siden markerede den anden danske #metoo-bølge sin to måneders fødselsdag. Forskeren og forfatteren Silas Marker har undersøgt positionerne i den allestedsnærværende debat.

Næstformand i Venstre, Inger Støjberg, frygter, hvad hun i #metoo-forbindelse kalder »feministisk hævntørst«. Men er hun alene med det budskab? Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Jeg er klikket ind på et kommentarspor på Facebook. Under en artikel, der handler om #metoo. Det er folkedybet, der huserer her – og ikke nødvendigvis den del, der har kapret en prominent plads i den offentlige debat.

I en evindelig strøm af meningstilkendegivelser udbasunerer folk deres grundsyn på det, overskriften melder om: At Frank Jensen er bakket ud af politik på grund af stribevis af anklager fra kvinder, der ikke vil tolerere den nu fallerede bykonges slikkerier og gramserier.

Kvinderne hyldes mange steder for deres mod. Men det er ikke grundtonen her. For i den virkelighed, der udspiller sig i dette kommentarspor, er kvindernes anklager ifølge flere udtryk for, at feminister ikke vil have ligestilling, men overstilling.

Modne kvinder skammer sig over deres køn, flere udbeder sig retssikkerhed for mænd, mens andre uden omsvøb siger, at nutidens kvinder er så sarte, så sarte ... Eller som en mandlig Facebook-bruger skriver:

»Så fik feministerne fældet Frank Jensen.«

Silas Marker, Københavns Universitet

»Det store spørgsmål er, om systemet grundlæggende er råddent, eller om der er ligestilling, og at det kun er få brodne kar, der bryder det mønster.«


Fem positioner

Nu, efter at #metoo 2.0 har fejret to måneders fødselsdag, står automatreaktionerne i kø. Fløjdebattører spyr ild, mens man som tilskuer til #metoo-debatten bliver efterladt lige dele stakåndet og tummelumsk.

Men et par af de store spørgsmål er derfor også: Hvilke er de mest fremtrædende positioner i debatten? Og er Inger Støjbergs udsagn om, at debatten er domineret af »feministisk hævntørst«, en af dem?

Silas Marker er forfatter og forsker på Center for Information og Boblestudier på Københavns Universitet. Han har undersøgt, hvilke positioner og kendetegn der er ved deltagerne i de allestedsnærværende debatter, der er afledt af #metoo-bevægelsens andenbølge. En bølge, der i modsætning til tidligere ikke kun har bestået af små oprørske skvulp.

»Det store spørgsmål er, om systemet grundlæggende er råddent, eller om der er ligestilling, og at det kun er få brodne kar, der bryder det mønster. Eller om der er uligestilling, og at sexisme er en videreførelse af det mønster,« siger Silas Marker, forsker ved Institut for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Silas Lischang Marker.

Positionerne spænder helt fra dem, der vil have vendt samfundet fuldstændig på hovedet, til dem, der opfatter #metoo-bevægelsen som en egentlig totalitær terrorbevægelse, bemærker Silas Marker.

»Hvis man skærer det groft op, er der jo et for og et imod #metoo-bevægelsen. Men i forhold til #metoo er der simpelthen så mange varianter af holdninger. Det er ikke bare et spørgsmål om at være for og imod,« noterer han sig:

»Man kan godt være imod sexisme uden at købe hele pakken. Hvor tit sker det, at flere hundrede politikere på tværs af partiskel skriver under på det samme debatindlæg i Politiken? Det viser bare, at der er mange nuancer,« siger Silas Marker.

Men selv om der er uhyrligt mange nuancer i debatten, har Silas Marker alligevel trukket nogle klare skillelinjer.

I et indlæg i netmediet Kommunikationsforum har han defineret, hvad han oplever er de mest fremherskende positioner i debatten.

»Det store spørgsmål er, om systemet grundlæggende er råddent, eller om der er ligestilling, og at det kun er få brodne kar, der bryder det mønster. Eller om der er uligestilling, og at sexisme er en videreførelse af det mønster,« siger Silas Marker.

Positionerne er inddelt i fem kategorier. Hver kategori er befolket af meningsdannere og politikere. De fem kategorier er: »#metoo med mere«, »#metoo ja tak«, »#metoo, men pas på«, »#metoo, nej tak« og ikke mindst »matriarkatet, nej tak«.

Og hvad kendetegner så dem?

#metoo med mere

»#Metoo med mere« kræver et opgør med sexisme, som kategorien opfatter som både strukturel og gennemgribende i alle samfundets lag og facetter: I sprog, i handlinger, i institutioner.

Systemet, der har givet sexisme en eksistensberettigelse, gennemsyrer med andre ord samfundet. Ligestilling er næppe opnået, patriarkatet stortrives, og det skal der slås hårdt ned på.

»Der er dem, der mener, at det er en hel kultur og struktur, som også handler om ligeløn, lederstillinger og barsel. Og der er også dem, der tager skridtet videre og gør #metoo til et spørgsmål om etnicitet og race. Altså den intersektionelle feminisme,« siger Silas Marker.

Den uønskede hånd, der var medvirkende til Frank Jensens exit i dansk politik, er altså ikke bare et enkeltstående tilfælde. Den uønskede hånd er symbol på noget større. Som journalisten Ditte Giese har sagt i Berlingske:

»At blive krænket, er jo nærmest et overgangsritual, alle kvinder i Danmark skal igennem, før de går ind på arbejdsmarkedet. Det skal vi bare have ryddet op i.«

#metoo, ja tak

»#metoo, ja tak« anerkender sexisme som et problem, men køber ikke hele pakken og mener, at sexisme kommer til udtryk som lokale problemer – på arbejdspladser eller særskilte brancher, for eksempel.

Hele samfundet er med andre ord ikke, ifølge »#metoo, ja tak«, polstret ind en sexistisk struktur. Ifølge nogle i denne kategori – især meget liberalistisk sindede – er det endda kun enkelte brodne kar, der er problemet. Ikke hele samfundet som sådan. Men de brodne kar skal der slås ned på.

»Vi fjerner fokus fra individer og de brodne kar, når vi hele tiden skal tale om strukturerne,« kan et budskab fra denne lejr lyde ifølge Silas Marker.

Og det er, hæfter Silas Marker sig ved, ikke nødvendigvis tilfældet, at tilhængere af denne tilgang mener, at der er en egentlig ulighed mellem kønnene.

#metoo, men pas på

Der skal indføres en bagatelgrænse, mener »#metoo, men pas på«. »Det kan helt sikkert godt blive for småt,« har det for eksempel lydt fra Andreas Steenberg, der er ny næstformand hos de Radikale.

Bevægelsen må derudover aldrig blive en folkedomstol, retssikkerhedsprincipper skal holdes i hævd, og vi må for alt i verden huske, at et dybfølt undskyld kan gøre en forskel. Og tilgivelse skal være en mulighed, ligesom der også må være en forældelsesfrist.

Og så lyder et afgørende punkt, at #metoo-debatten ikke må styres af en lemmingeeffekt eller flokmentalitet, som kan have konsekvenser. Det budskab turnerer den svenske journalist Åsa Linderborg rundt med, hende, der var kulturredaktør på Aftonbladet, da avisen dækkede de skæbnsvangre #metoo-historier i landet på den anden side af Øresund.

»Jeg tror, I har behov for #metoo i Danmark, men I må ikke gøre, som vi har gjort i Sverige med at krænke retssikkerheden og presseetikken,« har Linderborg for nylig sagt til Berlingske, hvor hun også advarede mod at lade bevægelsen løbe løbsk.

#metoo, nej tak

I »#metoo, nej tak«-lejren er der det fællestræk, at de alle modsiger #metoo-bevægelsen med forskellige argumenter, selv om de alle er imod både krænkelser og overgreb.

Og ifølge Silas Marker er det særligt borgerlige, der indtager denne position.

Argumenterne imod #metoo er forskelligartede.

  • Bevægelsen mistænkeliggør alle mænd.
  • Alvorlige tilfælde smides i samme gryde som »bagateller«.
  • Problemerne skal løses gennem HR og ikke i fuld offentlighed.
  • #metoo er for de højtuddannede og privilegerede.
  • Sidst men ikke mindst lyder et budskab, at kvinder gør sig selv til ofre, og at de selv skal sige fra. Også gerne med en lussing.

»Pia Kjærsgaard siger, at #metoo kan føre til en nypuritanisme. Det er selvfølgelig også en anti-#metoo-position, men det er alligevel ikke at gå så langt som at sige, at hele #metoo er dårligt, og at det er en terrorbevægelse,« siger Silas Marker.

Inger Støjberg, som vi nævnte tidligere, tilhører ifølge Silas Marker denne lejr. Det er dog ikke hendes nyeste udsagn om, at #metoo-debatten befolkes af feminister med »hævntørst«, der sikrer hende en plads i denne kasse.

Det er derimod budskabet, at »lige nu er det, som om alle mænd bliver udråbt som sexhungrende og krænkende monstre«, som hun har luftet på Facebook. Dermed indtager Støjberg den position, der undsiger #metoo med argumentet om, at den mistænkeliggør alle mænd.

At kvinder selv skal sige fra, er også et fremtrædende træk. Enten med en albue eller en gaffel i låret, som DFs Marie Krarup har foreslået. Eller slet og ret ved at svare igen med en ordentlig ørefigen, som adskillige kvinder har foreslået i kommentarspor på sociale medier.

Lektor Marianne Stidsen mener, at #metoo-bevægelsen er en totalitær terrorbevægelse. »Terror er, når man med en asymmetrisk form for krigsførelse forsøger at få gennemtrumfet sine agendaer ved at sprede frygt og rædsel omkring sig. Det er, så vidt jeg kan se, lige præcis det, MeToo-bevægelsen gør,« har hun tidligere skrevet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Nej til matriarkatet

Slutteligt er der dem – »nej til matriarkatet« – der højt og tydeligt siger fra over det, de oplever som et forsøg på indførelse af netop dette, matriarkatet.

På den ene side er der et budskab om, at #metoo er en regulær terrorbevægelse, mens der omvendt også er dem, der står på det efterhånden meget velkendte budskab: Må vi nu ikke længere flirte? Og kan vi ikke længere give komplimenter?

Eller som Silas Marker skriver i sin artikel i Kommunikationsforum:

»En anden kritik af MeToo går på, at bevægelsen nedbryder, hvad man ser som et naturligt seksuelt og romantisk spil mellem kønnene.«

På denne yderfløj er særligt ét budskab opsigtsvækkende. Det kommer fra litterat og lektor på Københavns Universitet Marianne Stidsen. Hun mener,at  #metoo er en totalitær terrorbevægelse.

»Både i sin grundide, sine mål og sine midler,« påpeger Silas Marker.