Den seneste tid har internetfænomenet challenge accepted gået sin sejrsgang på mange kvindelige Instagram- og Facebook-profiler.
Oprindelsen til fænomenet har næsten fortabt sig i tågerne, men så vidt vides handlede det oprindeligt om at støtte kvinders kamp for rettigheder og ligestilling i Tyrkiet og så noget med #womensupportingwomen, nogle emojis af knytnæver og noget med samtidig at lave et shout out til sine – gerne kendte – veninder på de sociale medier.
Kan man forestille sig en stærkere syntese, hvis man vil have at ens SoMe-kampagne skal have vind i sejlene: »Se mig, og se så hvor god jeg er! Og jeg er smuk både udvendigt OG indvendigt«.
Umiddelbart lyder det ganske ærværdigt. Som det dog ofte er tilfældet med den her slags kampagner, så bliver det oprindelige formål hurtigt afkoblet, og kampagnen reduceres til form uden indhold, i dette tilfælde var formen dog så attraktiv for mange unge kvinder, at den overlevede på trods af, at indholdet hurtigt fordampede.
Challenge accepted er det seneste eksempel på det udbredte fænomen »virtue signalling«, som kort fortalt handler om, at man hele tiden forsøger at signalere, at man har de rigtige holdninger i tiden. Det er en livsnødvendig del af porteføljen i tidens tsunami af mere eller mindre rationel og berettiget politiske korrekthed, der skyller ind over den vestlige verden.
Aner ikke hvad der foregår
Der kan være flere årsager til, at man begår sig i virtue signalling.
1. Man tør ikke lade være, da man ellers risikerer at falde i gryden med »de onde« i forhold til filosofien: »Er du ikke med os, er du mod os«.
2. Man vil hjertens gerne – uden det har nogle reelle omkostninger for én – demonstrere, at man er en af »de gode«. Årsagerne er legio.
3. Man aner ikke, hvad der foregår, men gør bare det samme som dem, man ser op til.
I denne specifikke kampagne er der ydermere en kærkommen mulighed for at vise, hvor lækker man er, da kampagnen af uvisse årsager kræver, at man fremviser et sort/hvidt foto af sig selv, hvor man ser allerbedst ud. Det er der selvfølgelig ingen, der tænker over, da det jo naturligvis udelukkende handler om at støtte et moralsk godt formål. Med løg på.
Skulle man koge en fond på challenge accepted, kunne det opsummeres til: »Se, hvor god jeg er, men pssst, bemærk også lige, hvor pivlækker jeg er.«
Skal vi være helt ærlige, så ændrer danske kvinders smukke, retoucherede sort/hvide fotos af sig selv ikke en fløjtende skid. Der er INGEN, der bliver mætte, får betalt deres skolegang eller bliver løsladt fra et totalitært regimes fængsel, fordi du lægger et billede af dig selv med trutmund på Instagram. Ikke en eneste.
Desuden, med fare for at blive rullet i tjære og fjer på de sociale medier, har jeg også svært ved at gennemskue, hvad den maskuline ækvivalent skulle være til dette feminine SoMe-fænomen?
Kan man vove den påstand, at challenge accepted-fænomenets store udbredelse netop skyldes kampagnens smarte konstruktion, som giver en mulighed for ikke bare at »støtte en god sag«, men samtidig også have en legitim årsag til at vise den mest attraktive udgave af sig selv? Kan man forestille sig en stærkere syntese, hvis man vil have, at ens SoMe-kampagne skal have vind i sejlene? »Se mig, og se så hvor god jeg er! Og jeg er smuk både udvendigt OG indvendigt«. Det er jo det, vi alle sammen gerne vil være. Måske generelt kvinder endnu mere end mænd. Jeg forstår inklinationen, men der er noget tiltagende tomt i de her kampagner, skallen bliver hele tiden tyndere, mens indholdet for længst er sivet ud. Men det føles nok rart i mavsen.
Det rigtige hold
Med tidens stigende krav til det enkelte menneske om, at man hele tiden skal markere, at man er på »det rigtige hold«, er den konstante virtue signalling for mange ikke længere et valg, men også noget, mange frygter forventes af én. Man ser også fænomenet udbredt til flere store virksomheder, der efterhånden kappes om at være dem, der kommet krænkelser hurtigst i forkøbet.
Det kan skyldes, at man vil undgå en potentiel shitstorm, hvis man pludselig udskammes for at sælge f.eks. Kæmpe Eskimo, men det handler også om, at virtue signalling er blevet et marketingtrick. Det giver stor og gratis omtale og konsoliderer virksomhedens moralske værdi i forhold til den yngre kundekreds, som i tiltagende grad køber forestilt god samvittighed i lige så høj grad, som de køber en vare. Det er i virkeligheden samme mekanisme, man ser hos enkeltpersoner, som ønsker at positionere sig på den moralsk set rigtige side af hegnet. Særligt de mange mennesker i dette seneste fænomen, primært kendte kvinder, der i sig selv er et brand på de sociale medier.
Men én ting er, at man gerne vil signalere, at man som menneske/brand er »en af de gode«. Spørgsmålet er, om det, man netop signalerer, når man deler disse tomme kampagner, blot er netop dét: Tomhed?
