Så er det tid til hovedrengøring i Thailand

Et massivt antal af turister har igennem årene sat deres aftryk på miljøet i et omfang, som nødvendiggør en indsats for bæredygtige initiativer, hvis naturen på land og i havet skal restitueres. Og et af danskernes yndlingssteder, Krabi, vil nu genopfinde sig selv i en mere miljøvenlig version af et ferieparadis.

Koh Kradan lever helt op til stereotypen om en døsig tropeø. Og så er her endda rent!

De bittesmå klovnfisk svømmer viltre rundt i plasticposerne, og skolebørnene hviner af henrykkelse, når de på bådens afsats iført våddragter og ledsaget af voksne hopper ned i det jadegrønne lune vand ved øen Koh Haa og slipper de små gulstribede fisk ud af plastposerne over korallerne. Denne og 14 andre små øer i Andamanhavet samt områder på den store ø Koh Lanta er en del af Koh Lanta Marinenationalpark.

En miljøbevidst ny generation er håbet. Her søsættes de ultrasmå klovnfisk over korallerne ved Koh Haa.

De små klovnfiskunger – også benævnt anemonefisk  – er vitale organismer i genopbygning af beskadigede koraller. Rørende er det at se de entusiastiske poder sammen med de voksne samles om denne begivenhed ved Koh Haa, som med sine bratte klipper er et drømmesyn. Begivenheden er ikke alene til ære for børnene og den begejstring, den udløser hos dem. Den er led i en indsats for at give de truede koraller ny næring. Såvel turismen som de lokales aftryk på de sårbare økosystemer har efterladt naturen udfordret i en grad, som har fået eksperter til at råbe vagt i gevær, hvis ikke naturen skal lide yderligere skade – og allerhelst komme sig. Myndighederne gik så vidt i 2018 som til at lukke den populære Maya Beach på den vildt besøgte ø Phi Phi Le i en periode, fordi trykket på land og under vandoverfladen var for voldsomt, og den vil formentlig forblive lukket indtil 2021.