De fem bedste ting, du kan foretage dig i Bordeaux

Vi guider til et besøg i Bordeaux' historiske bydel med de smukke huse fra 1700-tallet, spejlbassinet og Place de la Bourse samt katedralen. Man bør bestemt også snuppe en bådtur på Garonne-floden, udforske vinens verden på vinmuseet Cité du Vin og sætte tid af til at besøge chateauer og vinmarker rundt om Bordeaux.

Pont de Pierre er et af de mange smukke steder i Bordeaux, som i flere hundrede år har været et af vinelskernes valfartssteder. Steve Le Clech Photos

Vinmuseet Cité du Vin

Siden vinmuseet Cité du Vin blev opført ved flodbredden i 2016, har turister valfartet i stor stil, og med 420.000 besøgende i 2018 er Cité du Vin blevet topattraktionen i Bordeaux. Hele museet er dedikeret til vinens univers; bygningens træhvælvinger er et nik til sejlskibene og vinens rejse ud i verden, mens formsproget på facaden afspejler vin, der falder ned i et glas.

Museet på sammenlagt 13.000 kvadratmeter fortæller om alt, hvad der har med vin at gøre. Det gælder vinens oprindelse, dyrkelse, druer, produktion og handel – ikke bare i Bordeaux, men i hele verden. Høretelefoner udleveres, og hvert udstillingstema formidles på det valgte hovedsprog.