Rygter om sexchikane på Forfatterskolen landede på kulturministerens bord

Kulturminister Mette Bock (LA) modtog en mail fra Forfatterskolens bestyrelsesformand om sexchikanerygter, upassende opførsel, whistleblower-platform og ønske på op imod 400.000 kroner til en mulig »større uvildig undersøgelse«.

topbillede
De omdiskuterede rygter om sexchikane på Forfatterskolen nåede vej til kulturminister Mette Bocks bord. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Bestyrelsesformanden på Forfatterskolen, Bodil Marie Stavning Thomsen, henvendte sig direkte til kulturminister Mette Bock, efter hun modtog brev fra 55 forfattere om sexchikanerygter på Forfatterskolen.

Det viser en mail, Berlingske har fået aktindsigt i.

I brevet, dateret den 17. oktober 2018, opfordrede forfatterne skolens bestyrelse til at iværksætte en undersøgelse af de »vedholdende rygter« om sexchikane og upassende opførsel på Forfatterskolen. Kun få døgn efter besluttede formanden Bodil Marie Stavning Thomsen at iværksætte og indføre en såkaldt »whistleblower-platform«, hvor »nuværende og tidligere elever anonymt kan indberette om hændelser eller episoder, hvor Forfatterskolens ledelse eller ansatte har udvist upassende opførsel eller medvirker til krænkelser af anden art«, fremgår det af en mail fra formanden sendt den 21. oktober 2018 direkte til kulturminister Mette Bock (LA).

Af brevet fremgår det også, at bestyrelsen dagen efter skulle mødes med den øvrige bestyrelse til et ekstraordinært møde for at tale om brevet fra de mange forfattere.

Fire dage efter det ekstraordinære møde oplyste Forfatterskolen, at den havde fyret rektor Jeppe Brixvold og iværksat den særlige whistleblower-platform.

Det fremgår også af henvendelsen til Mette Bock (LA), at det på grund af whistleblower-platformen kan blive nødvendigt at gennemføre en større undersøgelse, som skolen jævnfør mailen vil have Kulturministeriet til at betale for.

»Denne større undersøgelse vil iflg. advokaten komme til at koste 300-400.000 kr., hvilket Forfatterskolen naturligvis ikke har budget til,« står der i mailen.

»Derfor vil vi henvende os igen, såfremt dette skridt skulle blive nødvendigt,« skriver Bodil Marie Stavning Thomsen.

Et enkelt afsnit i mailen til Mette Bock, der angiveligt indeholder »personfølsomme oplysninger«, hemmeligholdes fortsat for offentligheden.

Mailen, som Berlingske har fået aktindsigt i. Fold sammen
Læs mere