Retten til det smukke og erotiske

Den premiereaktuelle filminstruktør Joachim Trier mener, at biograffilmen stadig har en særlig rolle, når det handler om at undersøge forholdet mellem vores overflade og vores indre.

»Vi lever i en kultur, hvor sociale medier prætenderer, at vi har et sammenhold, samtidig med, at der er tale om en visuel kultur, der måske bidrager til, at det enkelte menneske i stigende grad bliver objektiviseret,« siger Joachim Trier. Fold sammen
Læs mere
Foto: LOIC VENANCE

I interviews er den norske filminstruktør Joachim Trier altid høflig, og i dag retter han mig først, da jeg har brugt ordet »gyser« tre gange om hans nye film »Thelma«, der har dansk premiere i dag.

»Jeg vil ikke kalde »Thelma« for en gyser. Det er i hvert fald ikke en gyser af den slags, som man laver dem i USA, hvor man skal forskrækkes hele tiden. Jeg vil snarere kalde det en overnaturlig thriller, der handler om en pige med et meget kompliceret forhold til sin far,« siger Joachim Trier.

Den norske Trier er en af de få instruktører i Norden, der kan bryste sig af at have ægte auteur-stil. Slående visuelle sammenstillinger og overraskende klip mellem scener hører til hans filmsignatur – og i »Thelma« mere end nogensinde før. Filmen handler om en indadvendt piges forsøg på at bryde med en kristen-fundamentalistisk familie, men vi er langt fra socialrealismen i denne film, der byder på scener af uhyggelig skønhed; som en slange, der trækker sin skællede krop over en blottet menneskehals, og en mand, der uforklarligt bryder i flammer i en robåd.

»Der har været befriende at slippe fantasien løs uden tanke på, hvordan det egentlig skulle kunne lade sig gøre under optagelserne. Men med skuespillerne er det egentlig som i mine tidligere film. Det handler om at gøre historien relaterbar for dém. De skal ikke forholde sig til det overnaturlige men finde ind til følelser, de kender fra deres eget liv,« siger Joachim Trier.

Instruktøren, der selv har skrevet manuskript, blev blandt andet inspireret af en selvmordsbølge blandt unge, kristne homoseksuelle, der blev omtalt i de norske medier sidste år. Derfor glæder det ham at tænke på, at filmen bliver tilgængelig i lande, hvor homoseksuelle tit har det svært. Heriblandt Rusland, Indien og mellemøstlige lande.

»Det er ikke en aktivistisk film, men »Thelma« kan godt ses som en kærlighedserklæring til individets ret til at være den person, det vil,« siger Joachim Trier.

At føle skam, som Thelma gør det i filmen, er dog ikke noget, der kun angår homoseksuelle, pointerer han.

»De fleste mennesker går rundt med en skam, som de har internaliseret. I vores kultur lever vi alle med en freudiansk knude, som vi løbende forhandler med omverdenen,« siger Joachim Trier.

Apropos skam, så er der scener i filmen, der minder mig meget om en berømt norsk TV-serie for unge.

»Åh ja. Absolut. Der var en svensk anmelder, der meget rammende beskrev »Thelma« som »SKAM« møder »Stranger Things«. For mig er TV-serien »SKAM« fortællingen om Norges næste generation, og seriens skaber Julie Andem har gjort et stort arbejde med de unge skuespillere,« siger Joachim Trier.

Som mange film om at blive voksen, er kropsforskrækkelse et tema i »Thelma«, og mere end nogensinde før er der et pres på unge for at have et ydre, der er i orden, mener instruktøren.

»Vi lever i en kultur, hvor sociale medier prætenderer, at vi har et sammenhold, samtidig med, at der er tale om en visuel kultur, der måske bidrager til, at det enkelte menneske i stigende grad bliver objektiviseret,« siger Joachim Trier.

I den sammenhæng kan spillefilmen give en indsigt, som sociale medier ikke magter, mener han. Også når man laver film i en genre, der ofte er blevet beskyldt for at objektivisere kvinder.

»Film er overflade og billeder, og jeg vil altid forbeholde mig retten til at skildre noget smukt og erotisk, når det passer til tematikken. Men vi skal selvfølgelig også være bevidste om den måde, vi benytter kameraet, når vi laver film. Når det lykkes, og vi kan lade os føre med af en biografforestilling, kan vi samtidig nå en dybere viden om os selv, end på de flygtige medier. Så hurra for biograferne!« siger Joachim Trier.