Thierry Frémaux er en travl mand. Han har to mobiltelefoner, der bimler og bamler – en af de gammeldags og så en Iphone. Dette er et godt billede på, hvordan han favner filmhistorien. I det daglige er han direktør for Lumière-instituttet i Lyon, hvor man hylder filmens opfindere, Lumière-brødrene, ligesom han er chef for filmfestivalen i Cannes, hvor man sikrer, at filmhistorien fortsætter, ved at vise den nyeste grundforskning inden for kunstneriske film. Det er et kvalificeret gæt, at Lars von Triers kommende film, »The House That Jack Built«, får verdenspremiere på den 71. filmfestival i Cannes i maj.
Dokumentarfilmen »Lumière! Eventyret begynder« med undertitlen »Udvalgt og kommenteret af Thierry Frémaux« er en kommenteret samling af 108 film af Lumière-brødrene, og den bliver fra på torsdag vist i danske biografer. Her stadfæster og udbygger Frémaux opfindernes ry som filminstruktører. De opfandt en kombination af et filmkamera og en filmfremviser og står dermed som filmmediets opfindere.