Regeringen skifter kurs: Nu skal 180 millioner kroner redde Mediedanmark

Kulturminister Joy Mogensen har minimum 180 millioner kroner med, når hun i dag genoptager de strandede medieforhandlinger. Dermed får den pressede kulturminister en stor håndsrækning fra finansministeren efter flere dages massiv kritik.

Kulturminister Joy Mogensen (S) har penge på lommen, når hun i dag går til medieforhandlinger med de utilfredse ordførere. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Kulturminister Joy Mogensen (S) er nu kommet i besiddelse af noget, hun længe har manglet: penge.

Da medieforhandlingerne onsdag eftermiddag atter gik igang, var det med helt anderledes beløb på bordet end hidtil. Kulturministeriet bekræfter nu, at de 12,5 millioner kroner, Joy Mogensen oprindeligt havde fået til at redde nødlidende lokal- og distriktsmedier, er erstattet med minimum 180 millioner kroner til en bred medieaftale, der skal komme alle medier til gode.