Rasmus Bruun: Hvad angår de uskrevne regler, man kan slå sig på i kulturlivet, så er jeg efterhånden et stort blødende, væskende sår

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og på deres kulturforbrug. Denne gang er det radiovært, skuespiller og journalist Rasmus Bruun, blandt andet kendt fra DRs »Operarejsen« og som medvært på »Den korte radioavis«.

Rasmus Bruun er nødt til at varsle »Spoiler-alert«, før han kan afsløre sit livs største kulturoplevelse. Rune Øe

Hvis man siger »dansk kultur«, hvad tænker du så på?
»Ulykkeligvis tænker jeg først og fremmest på, at dansk kultur i mange år har manglet politikere til at tage den alvorligt og beskæftige sig seriøst og kærligt med den. Ikke bare fra tribunen i Parken med en fadøl i hånden, en fribillet i baglommen og som et led i en større SoMe-strategi.

Dernæst tænker jeg også, at det ville være utroligt forfriskende, hvis vores folkevalgte – når de en sjælden gang ytrer sig om kultur – ville tale lidt mere om al den nutidskunst, der frembringes lige nu og her, as we speak, og måske knap så meget om al den kunst, vi allerede har vedtaget er kunst. Hvilket dermed – for mig – er blevet kultur og ikke kunst. Jeg vil, kort sagt, hellere høre dem tale om kunst end om kultur.