Rane Willerslev er »sindssygt glad«: Nationalmuseets besøgstal stiger markant

Trods kritik af tiltag som en såkaldt »kedsomhedsknap« har Nationalmuseet haft væsentligt flere besøgende siden årsskiftet sammenlignet med samme periode forrige år.

Både besøgstal og entreindtægter er i fremgang på Nationalmuseet. Det glæder direktør Rane Willerslev. Arkivfoto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Frem til udgangen af oktober i år har godt 1,8 millioner mennesker besøgt en af Nationalmuseets i alt 20 afdelinger, der ligger spredt ud over hele landet. Det er ti procent flere end i samme periode i 2018 og fem procent flere end i den tilsvarende periode i 2017. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Samtidig er antallet af besøgende på det højeste, siden entrebetaling blev indført på Nationalmuseet i sommeren 2016, og det glæder Rane Willerslev, der har været museumsdirektør siden 2017:

»Jeg er sindssygt glad for at se flere gæster på museerne. Der er mange vigtige ting omkring det at udvikle Nationalmuseet, men uden en stærk økonomi er der ingen penge til ideudvikling og til at holde på stillinger i en tid, hvor der skæres fra statens side,« siger Rane Willerslev.

Særligt Nationalmuseets hovedafdeling i København har oplevet en positiv udvikling. I årets første ti måneder har Prinsens Palæ på Frederiksholms Kanal tiltrukket en tredjedel flere besøgende end både sidste og forrige år.

Derudover er entreindtægterne for afdelingen i København steget med 65 procent i forhold til sidste år. Det skyldes blandt andet, at besøgstallet er vokset mere blandt betalende voksne end blandt børn og unge under 18 år, der har gratis adgang, oplyser museet til Kristeligt Dagblad.

Siden Rane Willerslev kom til museet i 2017 har kritikken ellers haglet ned over flere af de tiltag, museumsdirektøren har stået bag.

Blandt andet når det kommer til »kedsomhedsknappen«, der skulle imødekomme de yngre gæsters oplevelse af at gå på museum – nemlig at det er kedeligt.

Eller da han lod designer og TV-personlighed Jim Lyngvild komme med sit bud på vikingernes udseende, hvorefter flere på de sociale medier satte spørgsmålstegn ved Jim Lyngvilds faglige egnethed.