Claas Relotius, født i 1985, havde al den succes og ære, som en ung talentfuld journalist overhovedet kan drømme om.
Han skrev højtprofilerede reportager i et af Europas mest ansete medier, Der Spiegel i Hamborg, og han modtog eftertragtede priser for sin journalistik.
Den store amerikanske medieorganisation CNN udnævnte ham til Journalist of the Year i 2014, han fik i 2017 European Press Prize, og fire gange modtog han den tyske Deutscher Reporterpreis.
Det var ikke uden grund. Relotius skrev, så englene sang: en gribende reportage om en syrisk dreng, som malede politisk graffiti og var med til at udløse borgerkrigen i Syrien. En næsten bibelsk historie om en amerikansk kvinde, der som en anden turist rejste rundt i USA for at overvære henrettelser. En dramatisk reportage om den selvbestaltede grænsevagt og Trump-tilhænger Jaeger og hans hold, som overvågede grænsen mellem USA og Mexico.

Men så kom den store nedtur i 2018. En af Relotius' kolleger, Juan Moreno, fik en fornemmelse af, at noget var galt.
Han begyndte at tjekke sin kollega, og da han var færdig, befandt et af Europas mest ansete og troværdige medier sig midt i en af den slags skandaler, som mediet selv ville elske at skrive om.
Der Spiegels troværdighed havde fået en alvorlig bule. Ugemagasinet måtte undskylde og indledte en undersøgelse af sig selv, der viste det, som Juan Moreno hævdede: at flere af Claas Relotius' reportager var fup. Han havde opfundet nogle af sine kilder. Han havde for eksempel ikke fulgt den amerikanske henrettelsesturist rundt i USA, sådan som han beskrev det i sin reportage. Relotius mistede sit job i vanære.
Historien er så spektakulær og principiel, at teatret Mungo Park nu har gjort den til et teaterstykke, »Spejlmanden«, som har premiere 2. oktober.
Det er både skrevet og instrueret af den svenske instruktør og dramatiker Viktor Tjerneld, der er uddannet i Danmark, hvor han har iscenesat en række forestillinger.
»Historien om Relotius er fascinerende. Hvordan kunne det lykkes ham at lyve i syv år, uden at han blev opdaget? Historien viser noget om skellet mellem journalistik og fiktion. Der er i medierne en søgen efter den store sensation. Man vil ikke kun have sandheden – man vil også have den store, sensationelle historie,« siger Viktor Tjerneld.
Han mener, at temaet er relevant i forhold til de sociale medier, hvor den enkelte borger er sin egen redaktør og derfor er med til at skabe og dele sin egen version af virkeligheden. Uden nogen form for faktatjek.
De traditionelle medier som for eksempel Der Spiegel er i konkurrence med de sociale medier, og derfor er man tvunget til at skabe vildere og vildere historier, men sandheden er ofte grå – og grå artikler er ikke lige så sjove som farverige artikler.Viktor Tjerneld, instruktør
»Der er kamp om læsernes tid. De traditionelle medier som for eksempel Der Spiegel er i konkurrence med de sociale medier, og derfor er man tvunget til at skabe vildere og vildere historier, men sandheden er ofte grå – og grå artikler er ikke lige så sjove som farverige artikler. Derfor er der et pres på de traditionelle historier og på journalisterne,« siger Viktor Tjerneld.
Teaterstykket tager udgangspunkt i tre af Claas Relotius' historier: historien om den ældre amerikanske kvinde, der som en slags turist rejser rundt i USA og overværer henrettelser; historien om en mexicansk flygtning, der skal krydse grænsen til USA; og historien om den syriske dreng, der med en politisk graffiti var med til at starte borgerkrigen i Syrien.
Han skrev fantastiske artikler
»Relotius skrev fantastiske artikler. De tre historier, som vi dramatiserer i stykket, fortæller om mennesker i yderkanten af samfundet. Det er tragiske historier med hovedpersoner, som man får sympati for, og de fortæller noget væsentligt om at være menneske i dag,« siger Viktor Tjerneld.

I en anden del af forestillingen søger han et svar på, hvorfor Claas Relotius snød med sine historier, og det handler både om hans barndom, om personlige ambitioner og om en konkurrencepræget branche.
»Vi følger ham og ser, hvad han var udsat for som barn, og det giver os måske et grundlag for at forstå hans karakter, og samtidig placerer vi ham i en journalistisk verden, hvor alt handler om præstation og om at få fat i det næste scoop. Claas selv er en tragisk figur, og der er en stærk kobling mellem ham selv og de personer, han beskrive i sine artikler,« siger Viktor Tjerneld.
En lille sensation
Relotius har kun få gange talt med pressen siden afsløringen i december 2018, men forestillingen i Allerød indeholder en lille sensation.
»Jeg har interviewet Claas og har måske fået en lidt bedre forståelse af, hvorfor han har snydt. Han synes, at det er dejligt, at hans historie nu også kommer frem, fortalt af ham selv. Han vil ikke være en offentlig person, og derfor er interviewet, som er optaget på video, lidt af en sensation,« siger Viktor Tjerneld.
»Spejlmanden«, Mungo Park i Allerød, spilles 2. oktober til 26. november (23. og 24. oktober på scenen i Høje Gladsaxe)