Den årlige Copenhagen Pride er blevet gennemført for fulde regnbuefarver, men for Lars Henriksen, der er talsmand for priden, går kampen videre. På sin Facebook har han rettet en protest mod den usoignerede knallertelskende karakter »Smadremanden«, der i en reklamevideo for den aktuelle Zirkus Nemo-forestilling, skælder ud på publikum med brug af ord som »homo« og »bøsse«.
Sin vane tro er »Smadremanden«, der spilles af komiker og cirkusdirektør Søren Østergaard, rimeligt klar i mælet, som for eksempel når han beskriver sit eget publikums transportmidler: »Der er jo kraftedeme ikke en eneste knallert. Hvorfor skal det være de bøsse-homo-autocampere?«


