Popmusikken har fået ondt i livet. Det samme har de unge

»Feel my blood runnin', swear the sky's fallin' / I know that all this shit's fabricated / Time goes by and I can't control my mind / Don't know what else to try, but you tell me every time.«

Det vakte opsigt, da popsangerinden Ariana Grande i september udsendte den anden single fra sit nye album »Sweetener«. Nummeret handler nemlig om den angst, den 25-årige sangerinde har kæmpet med i mange år. Og Ariana Grande er ikke den eneste på popscenen, der sætter ord på livets skyggesider.

Faktisk er den ellers så glade og livsbekræftende popmusik siden 1985 blevet mere og mere trist, melankolsk og ulykkelig. Flere af de seneste par års store hit handler om depressive tanker, angst og kærester, der kommer videre, mens du sidder tilbage.

Det viser flere undersøgelser, heriblandt en fra Royal Society Open Science, der ved University of California har undersøgt en halv million sange, som er udgivet i Storbritannien i årene mellem 1985 og 2015.

Sange inddelt efter stemning

Forskerne har kategoriseret sangene efter stemning, og i den proces har de fundet ud af, at popmusikken er blevet mere og mere melankolsk. Ud af de 500.000 sange kunne forskerne konkludere, at der er kommet flere og flere triste popsange og færre med et positivt budskab.

Anders Reuter er forsker i popmusik og er ved at skrive ph.d. ved Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Han har i sin forskning selv bemærket tendensen.

Poppen har udviklet sig, og sangene har skiftet deres tematiske fokus. Flere af genrens kunstnere er særligt begyndt at fokusere på depression, angst og selvmordstanker, fortæller han.

»Før i tiden forbandt man det depressive og det følelsesmæssige med rockmusik. Poppen blev traditionelt betragtet som overfladisk. Men popgenren har udviklet sig, og kunstnere kan i dag udsende stærke udtryk og tekstligt indhold om følelser,« siger Anders Reuter.

Et udtryk for samtiden

Popmusikken udvikler sig og vil blive ved med gøre det, mener Anders Reuter. Men hvorfor er den blevet så trist? Reuters bud er, at popmusikkens målgruppe har det sværere i dag end i 1985.

»Med det forbehold at det er ganske generaliserende, tror jeg særligt, at målgruppen, som pop henvender sig til – teenagere og folk i 20erne – har det sværere i dag og er udsat for et større pres end tidligere. Og så er det rart, at man kan sætte et 3,5 minutter langt popnummer på, hvor de kan krybe ind i et melankolsk rum, hvor de kan spejle sig i sangens stemning og tekst,« siger Anders Reuter.

Den tese bekræfter Mads Kjær Larsen, der er film- og musikskribent hos musikmagasinet Soundvenue. Der stilles større krav til nutidens unge, og de har svært ved at leve op til forventningerne.

Ifølge ham har musikken altid været god til at afspejle stemningen i samtidskulturen. I 1960erne var det Vietnamkrigen og borgerrettighedsbevægelser, der optog den amerikanske befolkning, og det blev afspejlet i musikken – bl.a. i Sam Cookes »A Change Is Gonna Come« og Bob Dylans sange.

Mads Kjær Larsen understreger, at vores sociale liv er blevet individualiseret. Og det kan man høre i popmusikken.

»Jeg tror, at unge mennesker er meget påvirkede af den ekstreme individualisering. De er pressede af høje forventninger om, at de skal lykkes og klare sig særligt godt. Hvis det ikke sker, eller de føler, at de ikke slår til, bliver det hurtigt blæst op til at være et kæmpe eksistentielt problem. Tidligere generationer havde formentlig i højere grad tænkt, at det nok skulle gå alligevel, eller de havde fundet andre passende professioner. De ældre generationer forventede ikke i samme grad, at man absolut skulle ende som en eller anden form for stjerne. Den ekstreme individualisering i vores kultur fodrer narcissismen. De unge fokuserer indad og kommer dermed til at føle afmagt, når livet ikke lykkes, som de gerne vil.«

Popstjerner giver de unge styrke

Men Anders Reuter mener faktisk, at de triste popsange kan ende med at gøre os gladere. Netop fordi vi kan spejle os i musikken, der kan skabe en følelse af fællesskab.

»Det paradoksale ved melankolsk og følsom musik er, at det egentlig også kan gøre os gladere, fordi man føler sig spejlet i den. Jeg har en teori om, at der opstår fællesskaber i musikken, når man eksempelvis lytter til en kunstner, der har et specielt depressivt udtryk. Tag bare kunstnere som Lana Del Rey eller Lorde, der begge laver depressiv popmusik. Jeg tror, at man kan blive en del af et fællesskab i de minutter, hvor man lytter til deres sange,« siger Anders Reuter.

Også ifølge Mads Kjær Larsen kan de unge finde fællesskab i musikken, både dens platforme, men også i popstjernerne selv.

»Der er kommet en bølge af selvhjælpsplader også hos de store stjerner såsom Katy Perry med hendes plade »Witness« og Solange med »A Seat at the Table«, som er en selvhjælpsfortælling sat ind i en popmusikalsk ramme. Og det er noget, lytterne kan spejle sig i. Popstjerner har den samme virkning, som de altid har haft. Når du ser op til en stjerne som Rihanna, Beyoncé eller Drake, bliver de en slags avatar, der giver styrke og et stærkt identifikationspunkt,« siger Mads Kjær Larsen.

Slut med sex og stoffer

Det er især hiphoppens indflydelse på popgenren, der har påvirket musikken og givet den de nu oftere og oftere melankolske udtryk.

»Det har vist sig meget i trap-musikken, der er blevet meget populær de senere år. Mange af de numre er ret depressive og melankolske, hvilket rykker ved den klassiske hiphop-kliché om fest, sex og stoffer. En kunstner som The Weeknd har hittet med nogle virkelig gode popnumre, som samtidig viser noget melankolsk,« siger Anders Reuter.

Men det er ikke kun The Weeknd, der har skabt sig en karriere med triste tekster over melankolske melodier. Andre kunstnere som Drake, Post Malone og Kendrick Lamar har opnået stor succes og topper gang efter gang de internationale hitlister.

»Popmusikken er de seneste tyve år i høj grad blevet præget af hiphop og elektronisk dance-musik. Genrerne er baseret på tvetydigheder omkring udtryk og følelser. Det vil sige, at der i første del af sangen sagtens kan være et udtryk af ballade, som dernæst udvikler sig til et drop (en slags pause, red.), der er rent elektronisk. Man blander genrerne i langt højere grad i dag, end det tidligere har været tilfældet. Det er en del af poppens æstetik,« siger Anders Reuter.