Drakes succes er groft sagt bygget på to forskellige positioner – den hårdkogte rapper, der har travlt med at vise, at han hverken giver en fuck for konkurrenter eller haters, og så den følsomme r&b-romantiker, der synger om ekskærester og kvinder, som ikke vil have ham.
De to roller har gjort den 31-årige rapper til en af 10ernes populæreste rappere og givet os nyklassiske bangers som »Started From The Bottom« og »Fake Love« i den første kategori og melankolske r&b-hits som »Hold On We're Going Home« og »Too Good« i den sidste. Hans nye dobbeltalbum, »Scorpion«, er opdelt efter de to perspektiver, i en A-side med rapnumre og en B-side med mere eksperimenterende r&b-produktioner.
Den hemmelige søn
Det vigtigste først: »Scorpion« er alt for langt med sine 25 (!) numre. Især på rapdelen (A-siden) fornemmer man en snigende metaltræthed i både tematik, rapvers og de bastunge produktioner. Kendte Drake-temaer som berømmelsens bagside, troløse kvinder, og at han altså er en fandens karl (trods sin canadiske middelklasseopvækst), er mildt sagt en smule fortærskede. Enkelte steder bliver det decideret pinligt – som på »Nonstop«, hvor han rapper:
»I'm a boss spitter / I'm a hard hitter / Yeah i'm lightskinned / but I'm still a dark nigga« med henvisning til sin hudfarve – hans far er sort, mens moren er hvid.
Der er lyspunkter på A-siden, som den storladne »8 out of 10«, den soulsamplende »Sandra's Rose« og ikke mindst »God's Plan«, der er et af hans bedste numre nogensinde. På »Emotionsless«, der skamløst sampler Mariah Careys 90erhit »Emotions«, nævner Drake den søn, som raprivalen Pusha-T for nylig afslørede, han har med en tidligere pornostjerne. Men Drake går ikke for alvor ind i temaet om at blive far – først på albummets sidste nummer får vi et rids i facaden med den evige gentleman:
»It’s breaking my spirit / single father, I hate when I hear it / I used to challenge my parents on every album / now I’m embarrased to tell them I ended up as a co-parent «.
Hjælp fra Mariah, MJ og Lauryn Hill
R&b-delen er albummets stærkeste. »Summer Games« lyder med sine kølige synths og uptempo trommer som et midnatsmøde mellem »Drive«-soundtracket og sidste albums tropiske stemning. »That's How You Feel« blander dystre, futuristiske r&b-klange med et stærkt Nicki Minaj-sample. Og »Don't Matter To Me«, der sampler selveste Michael Jackson, sender et anerkendende nik til kollegaen The Weeknd.
»Men hverken samples af Michael Jackson, Mariah Carey eller Lauryn Hill (på »Nice For What«) kan skjule, at Drake kører i ring på »Scorpion««
Men hverken samples af Michael Jackson, Mariah Carey eller Lauryn Hill (på »Nice For What«) kan skjule, at Drake kører i ring på »Scorpion« – både i sine temaer og produktioner. Den canadiske rapkonge plejer at definere, hvordan morgendagens hiphop lyder, men dette er første album, hvor han ikke genopfinder sin lyd. Enkelte steder lyder han decideret uinspireret.
Drake: »Scorpion«. Republic/Universal
