Det vækker forargelse fra begge sider af det politiske spektrum, at en gipsbuste af Frederik V fra 1754, der er skabt af billedhuggeren Jacques Saly, er blevet smidt i Københavns havn. Nu har Kunstakademiet, der husede busten, udsendt en pressemeddelelse, hvor de delvist anerkender ødelæggelsens formål. Det falder flere politikere for brystet, blandt andre kulturordfører Henrik Dahl (LA), der ikke mener, det har noget med kunst at gøre.
»Den pressemeddelelse er en sludder for en sladder, og jeg synes ikke, ledelsen tager sit ansvar alvorligt. Sagen skal selvfølgelig anmeldes til politiet, der er jo tale om destruktion af et af de vigtigste kunstværker, vi har fra 1700-tallet, og det har intet med kunst at gøre. Hvis det er studerende, der har gjort det, bør de relegeres, og hvis det er lærere på akademiet, bør de afskediges,« siger Henrik Dahl.