Politikere og eksperter er skeptiske ved kolonimuseum i Vestindisk Pakhus: »Virker ikke som en fornuftig løsning«

Ny rapport afdækker, hvilke måder man i fremtiden kan formidle Danmarks kolonihistorie, hvoraf et museum i Vestindisk pakhus vurderes til at koste 317 millioner kroner. »Det er rigtig mange penge,« siger Venstres kulturordfører Jan E. Jørgensen.

Professor Hans Dam Christensen betegner det som en »ufornuftig løsning« at placere et fremtidigt kolonimuseum i Vestindisk Pakhus (billedet). Linda Kastrup

Danmarks kolonifortid skal formidles til fremtidige generationer, men hvordan? Det er det store spørgsmål, der sidste år vakte ophidset debat, endnu inden en særligt nedsat gruppe af museumsfolk og andre interessenter fik afleveret en undersøgelse om emnet.

Fredag fik den såkaldte referencegruppe, der er under ledelse af Nationalmuseet, afleveret en 181 sider lang rapport om spørgsmålet. Rapporten skitserer hele 13 forskellige modeller for koloniformidlingen, hvoraf den første er den mest omdiskuterede og mest ambitiøse, nemlig indretningen af et egentligt kolonimuseum i Vestindisk Pakhus. Den model anslås til at koste 317 millioner kroner i anlægsudgifter og 17 millioner i årlige driftsomkostninger.