I Medborgerhuset på Nørrebro øver børn sig i Palæstina-aktivisme.
Berlingske kunne torsdag fortælle, at børnene blandt andet skriver breve til statsministeren og laver deres egne kampråb for Palæstina – såsom »alle på gaden for fred i verden«, som et barn på seks år havde fundet på.
Men børn bør slet ikke blive involveret på den måde, mener Monika Rubin, der er politisk ordfører for Moderaterne. Hun siger, at »artiklen rørte noget i hende«.
»Børn skal have lov til at være børn så længe som overhovedet muligt. Og en fireårig ved jo kun, at der er krig i Gaza, fordi forældrene snakker om det og fortæller om det,« siger Monika Rubin.
Hun mener, at det er forældrenes opgave at skærme børn fra krigens brutale virkelighed.
Monika Rubin, er det noget, du som politiker vil sætte ind over for?
»Nej, vi har jo ytringsfrihed. Og det er jo også forældrenes eget ansvar, hvordan de opdrager deres børn. Jeg vil bare gerne appellere til, at man lige tænker sig om en ekstra gang som forælder over, hvad det er, man involverer sine børn i.«
Er det din opgave som folketingspolitiker at blande dig i, hvordan forældre fortæller deres børn om eksempelvis krigen i Gaza?
»Nu er jeg jo ikke kun folketingspolitiker, jeg er jo også mor til to små børn, og derfor så forholder jeg mig også til det her som mor. Men nej, jeg skal selvfølgelig ikke som politiker blande mig i, hvordan forældre gør,« siger hun.
»Jeg vil bare gerne komme med en appel til forældre og andre om lige at tænke sig lidt om i forhold til, hvordan man italesætter det her over for børnene – krig er ikke hygge, og det var derfor, den artikel rørte noget i mig.«
Fra floden til havet
Mandag og tirsdag var omkring 35 børn forbi Medborgerhuset for at deltage i aktiviteterne under arrangementet »Nakba Week of Rage«, hvor Børneblokken for Palæstina har arrangeret særlige workshops for børn.
En af initiativtagerne bag workshoppen fortalte, at hun lærer sit snart fireårige barn om konflikten.
Torsten Schack Pedersen, der er politisk ordfører for Venstre, har stærke holdninger til måden, hvorpå børnene bliver inddraget i konflikten.
»Det er ekstremt voldsomt, at børn ned til fire år skal inddrages i en konflikt, der er flere tusind kilometer herfra,« siger Torsten Schack Pedersen.
Han hæfter sig især ved, at »Nakba Week of Rage« – som er en ugelang begivenhed fyldt med demonstrationer, aktier, boykots og altså børneaktiviteter – bruger sloganet »et frit Palæstina, fra floden til havet« som overordnet tema.
Men »fra floden til havet« er et kontroversielt slagord, og Torsten Schack mener ikke, at børn bør deltage i et arrangement, som har karakter af »indoktrinering med antiisraelsk propaganda«.
»Det virker, som om der er en modstand mod staten Israels ret til at eksistere,« siger Torsten Schack Pedersen.

Torsten Schack Pedersen siger dog, ligesom Monika Rubin, at det ikke er hans job som lovgiver at bestemme, hvordan folk skal opdrage deres børn.
»Men det betyder ikke, at jeg ikke har en holdning til, at man laver kampagneskoler for børn. Det, jeg har set, bygger ikke på gensidig forståelse for hinanden og gensidig respekt,« siger han.
Ordføreren mener, at det, der bliver undervist i, virker meget ensidigt.
»Og det bekymrer mig, at de fra barnsben skal have undervisning i noget, der ligger langt væk fra demokratiske, danske værdier.«
Er aktivisme og det at demonstrere mod noget, man mener er uretfærdigt, ikke en demokratisk, dansk værdi, Torsten Schack Pedersen?
»Det er det i allerhøjeste grad. Men om det er supersmart at tage konflikter, der er 4.000 kilometer herfra, og putte ind i børn på fire år, det er ikke min opfattelse af klog børneopdragelse.«