Man skal efterhånden lede ret ihærdigt for at finde et medlem af den kreative klasse, der ikke laver en podcast eller har lavet en podcast eller snart skal til at lave en podcast. Det er ikke alt sammen lige spændende, så derfor er fornøjelsen stor, når man falder over en podcast, der i den grad har noget på hjerte og en god og vedkommende historie at fortælle.

»Nulstillet« åbner med radiomanden Jesper Deins stemme. Den kan man næsten ikke undgå at kende, han startede på DR i 1996 og har blandt andet været speaker i »Løvens hule«, fast kanalspeaker på P4 og mangeårig medvært på »Kulturen på P1«. Men der er noget anderledes ved Deins stemme her.