God-mandag-morgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik.
Først et lynhurtigt smut forbi søndag, hvor særligt én historie dominerede dagen i flere medier og på sociale medier.
Nemlig historien om, at Danmarks Radio i 2019 blev advaret direkte om, at en P1-radiovært havde chikaneret og truet andre. Intet skete. En række mænd og kvinder stod søndag frem og fortalte om den højt profilerede radiovært Mads Aagaard Danielsens årelange grænseoverskridende seksuelle adfærd, voldstrusler, ekstremt hadefulde beskeder og trusler om at lække nøgenbilleder. Radioværten undskyldte for, hvordan han har »behandlet andre mennesker«. Læs Berlingskes historie her.
Søndag aften stod desuden tidligere minister fra Radikale Venstre Christian Friis Bach frem og fortalte, at han flere gange er blevet beskyldt for at have krænket personer seksuelt.
»Jeg fik lyst til at trække mig og passe mit landbrug,« sagde han til Berlingske og afviste anklagerne. Læs hele interviewet her.
Nærmest som vanligt i denne tid skal vi også i dag forbi endnu en historie om sexisme – denne gang i filmbranchen. Og så skal du også høre om svindel med bryggerigiganten Carlsbergs øl, men først skal vi vende dagens coronatal:
Dagens tal
Bekræftede smittetal i alt i Danmark: 32.422 (+340)
Indlagte: 102 (+15)
Indlagte på intensiv: 19 (-1)
Antal døde: 669 (+2)
Bekræftede smittede på verdensplan: 37.404.289
Døde på verdensplan: 1.075.848
Tal i parentes angiver de seneste ændringer.
Du kan se flere coronatal for Danmark her og på verdensplan her. Og så videre til dagens store historier:
Carlsberg-øl i omfattende svindel
Vi begynder i dagens Berlingske, der i dag kan fortælle, at den danske bryggerigigant Carlsberg i flere år har været central i omfattende svindel med afgifter i det sydøstasiatiske land Malaysia.
Svindlen blev angiveligt orkestreret af kriminelle mellemmænd og fandt sted, selv om bryggeriet kendte til ulovlighederne.
Det fremgår af en række interne dokumenter, Berlingske har fået adgang til, og som bekræftes af flere af hinanden uafhængige kilder.
Læs hele historien her.
Filmbranchen i opråb
664 branchemedlemmer fra filmindustrien kommer nu med et opsigtsvækkende opråb mod sexisme i Information. Blandt underskriverne er eksempelvis Trine Dyrholm, Pilou Asbæk og Susanne Bier.
Det sker, efter at Ekstra Bladet for nyligt afslørede en sag om seksuelle krænkelser i produktionsselskabet Danish Documentary.
I en artikel fra 30. september stillede en tidligere ansat i produktionsselskabet sig frem og fortalte, at hun var blevet seksuelt krænket af instruktøren bag blandt andet »The Cave« og »De sidste mænd i Aleppo«, Feras Fayyad. Den ansatte hedder Emilia Moth og hendes historie kan læses i Ekstra Bladet her.

I opråbet i dagens Information bakker underskriverne op om Moth og opfordrer til åbenhed og dialog. En af underskriverne er filmproducer og instruktør Ole Tornbjerg:
»Når vi laver dokumentarfilm, lever vi af troværdighed, ordentlighed og tillid. Det er nøgleord. Det gælder også i forhold til arbejdsmiljøet. I den sammenhæng er den her sag en skamplet for vores branche,« siger han til Information.
»Vi kan fjerne Donald Trump«
Og vi flyver videre til USA, hvor man i Berlingske kan læse om et besøgt i et af de værste steder at bo i USA: Bronzeville, Milwaukee. På de få, fattige kvadratkilometer kan det amerikanske præsidentvalg ende med at blive afgjort.
Berlingske har talt med flere personer herfra. Eksempelvis præsten Greg Lewis:
»Vi er de mest undertrykte mennesker i landet. Men vi har en særlig magt: Vi kan fjerne Donald Trump. Vi kan ændre USA og ændre hele verden, vi ved det bare ikke selv.«
Læs hele reportagen her.
I Danmark dør få
Den sidste historie bliver fra dagens Politiken.
Avisen kan i dag fortælle, at der i Danmark dør færre mennesker i 2020 end forventet. Og det er altså trods corona, som flere andre steder i verden har sendt flere mennesker bort end normalen.
Faktisk har Danmark det laveste antal døde i seks år. Restriktionerne redder liv, men flere sundhedsfaglige personer sætter nu spørgsmål ved, om håndteringen af coronavirus i Danmark handler for meget om at undgå dødsfald, mens restriktionerne koster samfundet dyrt.
»Når statsministeren siger, at man ikke kan sætte pris på menneskeliv, og ingen pris er for høj, bliver jeg oprigtigt bekymret for strategien. Så har man et naivt fokus og risikerer at ødelægge beskæftigelse, industri og erhvervsliv på vejen mod stor overlevelse. Det kommer til at fungere som at tisse i bukserne. Når det bliver koldt, vil man eksempelvis i de kommende år se underfinansiering af sygehusene ligesom efter finanskrisen, og det vil sidenhen koste liv og førlighed«, siger overlæge Joachim Hoffmann-Petersen, formand for Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin, til Politiken.
Det sker i dag
Klokken 11.45 i Stockholm offentliggøres årets modtager eller modtagere af Nobelprisen i økonomi. Økonomiprisen, hvis formelle navn er Riksbankens pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel, er ikke en af de oprindelige Nobel-priser. Den blev indstiftet med en donation fra den svenske nationalbank, Riksbanken, i 1968 som markering af bankens 300 års fødselsdag. Den officielle overrækkelse af prisen finder sted i december i et nyt format på grund af coronavirus.
Klokken 14.00 i Tårnby Kommune åbner i dag Vestamager Svømmehal for borgerne. Om formiddagen er der på grund af coronavirus en mindre officiel åbning, mens svømmehallen åbnes klokken 14.00.
Berlingske kunne fredag fortælle, at den nyopførte svømmehal ved indgangspartiet skal have selskab af en milliondyr statue. Den kan du læse om her.
Og statuen kan du ser her:
