»Går I i Skyderen?«

Sonja er på vej fra skole med tre venner, og midt på Istedgade debatterer de ivrigt, om det er godt eller skidt at have en far.

»Gudskelov har jeg ingen far. Han gik fra os, engang han ikke kunne holde os ud,« konstaterer pigen, der for 50 år siden for alvor satte Vesterbro på danmarkskortet.

Skyderen betyder naturligvis Skydebanen i datidens lokale lingo, og her tilbragte Sonja en god bid af sin fritid – som regel med de mindre søskende, Heidi og Bjarne, på slæb.

Vesterbros store legeplads findes stadig, men i en opgraderet udgave med rutsjebane, klatrereb, køretøjer, pædagogisk personale og ikke så sjældent en vogn, hvor trætte forældre kan få sig en kop baristakaffe i papkrus. Den slags var der ikke noget af i 1968, hvor serien »Sonja fra Saxogade« for første gang rullede over skærmen i de danske stuer.

Det var lidt af et nybrud i dansk børnefjernsyn, da B&U-afdelingen i DR besluttede at skildre livet i en sidegade til Istedgade i en tid, hvor mange valgte parcelhuskvarteret i forstaden, hvis økonomien var til det, og hvor de færreste ville have troet, at kvadratmeterpriserne en dag kunne ende blandt landets højeste. Her boede Sonja i en lillebitte toværelseslejlighed med sine søskende og sin farverige mor, Norma, som havde travlt med at ryge smøger, få ordnet hår og flirte med vinduespudseren Frede.

»Den adskilte sig fra tidens børne-TV. Her skildrede vi netop ikke en klassisk kernefamilie, men en enlig mor i et hårdt kvarter. Norma havde ikke noget arbejde, men vimsede rundt i høje sko, og hun havde en elsker, Frede, der pudsede vinduer og sang salmer. Det var en verden, som var ny for mange danskere,« siger producer på serien, Aase Schmidt.

Aase Schmidt, producer på »Sonja fra Saxogade«

»Den adskilte sig fra tidens børne-TV. Her skildrede vi netop ikke en klassisk kernefamilie, men en enlig mor i et hårdt kvarter. «

---

Gaden går all in på Sonja

Nok er der gået 50 år, og nok er Vesterbro, der bliver vist i »Sonja fra Saxogade«, totalt forandret. Ikke desto mindre lever serien videre – blandt andet på Café Sonja, der i flere år har lænet sig op ad historien. Det første, man møder, når man træder ind fra gaden, er et sort-hvidt foto af en råbende pige med briller.

»Nogle gange er der børn, der spørger: »Hvem er den pige?« Det forklarer vi så. Den rigtige Sonja har faktisk været her et par gange. Det var meget hyggeligt. Hun ligner sig selv,« konstaterer Anders Meier, som har arbejdet i cafeen i 14 år.

Café Sonja ligger midt på den del af Saxogade, der løber mellem Istedgade og Estlandsgade. Den åbnede for 33 år siden – dengang man stadig med rette kunne kalde Vesterbro et hårdt kvarter, og selv om menukortet har udviklet sig i takt med bydelens nye segment og nu indeholder både vegansk middag, specialøl og americano, er der stadig referencer til Sonja. Ikke mindst i denne måned, hvor cafeen i anledning af jubilæet hver torsdag serverer Sonjas livretter. De tæller krebinetter, tarteletter og pariserbøf med stuvet hvidkål.

Også andre steder i Saxogade er Sonja og hendes familie blevet en del af gadebilledet. Børnetøjsbutikken Heidi & Bjarne er opkaldt efter Sonjas søskende. Få meter længere nede ad gaden har Fredes Woodshop taget navn efter Normas kæreste. Norma selv – eller Normas, som den hedder – ligger i den modsatte del af gaden bag en mørkeblå facade. Her bliver solgt design, kvalitetskaffe og livsstilsmagasiner som Kinfolk.

Bag cafeen og butikkerne står Settlementet, som i hundrede år har hjulpet udsatte vesterbroere. For tre år siden fik de et større tilskud fra blandt andet Tuborgfonden, og i den forbindelse gav de Saxogade en overhaling. I forbindelse med relanceringen valgte Settlementet blandt andet at gå all in på arven fra Sonja i Saxogade og rebrande sig med Sonjas univers som det gennemgående tema, fortæller leder af flere af butikkerne Anja Anna Nielsen.

»På en eller anden måde kitter persongalleriet fra serien os sammen – også i folks bevidsthed. Jeg har adskillige gange oplevet, at nogle kommer ind i børnetøjsbutikken og spørger: »Er det dig, der er Heidi?« Andre har allerede gættet sammenhængen, og ellers får vi en snak om det,« siger Anja Anna Nielsen fra trappen til butikken Norma, som seriens Norma uden tvivl ville elske – hvis hun altså kunne få lov at købe på klods.

»Vi fortæller også historien til turister – forleden havde vi for eksempel en kunde, der havde læst om os i The New York Times. Dem fortæller vi, at »Sonja fra Saxogade« var en serie, der viste et hårdt kvarter, men også et kvarter, hvor man stod sammen og hjalp hinanden,« siger Anja Anna Nielsen.

Aase Schmidt, producer på »Sonja fra Saxogade«

»Måske opstod titlen på grund af klangen i de to navne Sonja og Saxogade. I hvert fald filmede vi aldrig i Saxogade. Det kommer som en overraskelse for mange.«

---

Sonja fra Absalonsgade

Faktisk er »Sonja fra Saxogade« slet ikke optaget her i gaden, men få gader væk, i Absalonsgade, hvor manuskriptforfatter Jytte Hauch-Fausbøll boede.

Hendes datter Julie legede med virkelighedens Sonja, der hed Sonia med »i«, og som også boede i kvarteret under mindre privilegerede kår. Det inspirerede forfatteren til at skabe historien om Sonja fra Saxogade, fortæller Aase Schmidt.

»Måske opstod titlen på grund af klangen i de to navne Sonja og Saxogade. I hvert fald filmede vi aldrig i Saxogade. Det kommer som en overraskelse for mange,« siger produceren, som tror, at serien blev så stor en succes, fordi manuskriptforfatteren kendte kvarteret ud og ind.

»Jytte (Hauch-Fausbøll, red.) havde boet der i mange år og lod sig inspirere af miljøet. Derfor gik vi ind i projektet med et godt kendskab til kvarteret. Vi var inde i kernen af problematikken med det samme. Hele gaden var med og arbejdede sammen med os, hvilket var afgørende for, at arbejdet kunne lykkes,« siger Aase Schmidt.

Det tog præcis 20 dage at optage første sæson. Den del, der foregår hjemme hos Sonja, blev optaget i en lejlighed i et baghus, som filmholdet havde fået lov til at låne og indrette.

»Den var let at indrette, for sådan så lejlighederne ud. De var små med et lille køkken, en lille stue med stuebord, der også blev brugt som spisebord, og et lille soveværelse, hvor man lå i lag. Sådan var alle lejligheder i det baghus,« siger Aase Schmidt, som blev overvældet af den opmærksomhed, serien fik, allerede da første afsnit blev vist 23. november 1968.

»Vi var overraskede, men blev også taknemmelige og glade for, at vi havde ramt rigtigt. Det er jo en alvorlig sag, når man flytter ind i et bykvarter og prøver at synliggøre sindet,« siger hun.

Der gik ikke lang tid, før Sveriges TV købte rettighederne. Lidt mere trægt gik det i Norge, hvor der opstod nogen forargelse over Sonjas sprogbrug og det faktum, at hendes mor havde en elsker. Men også Norge kom senere med på vognen.

»Der var selvfølgelig et vrid på virkeligheden med Normas touperede hår, lange bare ben og høje hæle. Det var et nødvendigt, men kærligt vrid. Når succesen blev så stor, handler det nok også om, at det miljø, Sonja repræsenterede sammen med sin mor, sine søskende, gaden og Mutter Fit blev opfattet som lidt eksotisk,« siger Aase Schmidt.

Anja Anna Nielsen, leder af flere butikker i gaden

»Vi fortæller også historien til turister – forleden havde vi for eksempel en kunde, der havde læst om os i The New York Times. Dem fortæller vi, at »Sonja fra Saxogade« var en serie, der viste et hårdt kvarter, men også et kvarter, hvor man stod sammen og hjalp hinanden.«

---

Sonja4ever

Eksotisk kan man næppe kalde nutidens Vesterbro. Måske derfor er interessen for at dykke ned i historien så stor, at Vesterbro Kulturhus for nylig måtte melde alt udsolgt til et helaftensarrangement om Sonja i Saxogade. Her dukkede både unge og ældre op for at se to afsnit af serien og høre om tankerne bag. Når Sonja stadig er en figur, der kan trække fulde huse, handler det blandt andet om, at der på netop Vesterbro er en særlig interesse for det lokale og for den socialhistorie, der er blevet skildret i en lang række film og serier. Det mener Katrine Sommer Boysen, medforfatter til bogen »Filmens København« om filmlocations forskellige steder i byen.

»»Sonja fra Saxogade« viser et barskt, socialrealistisk billede af Vesterbro, men det er samtidig et kærligt Vesterbro, hvor der også er trygt at være. Sonja kan sagtens gå tur med lillebror, mens hendes mor hænger ud ad vinduet og råber. Der er en hjemlighed i det lurvede og i det, der for nogle kan virke truende. Så den symboliserer en stærk kærlighed til det København, som er ved at forsvinde. Vesterbro er jo en af de bydele, der har undergået den største transformation,« siger Katrine Sommer Boysen.

At geografien så ikke stemmer 100 procent, er underordnet, mener hun.

»Det er ret naturligt, at vi husker navnet, når en location nævnes i titlen. Man husker ikke Sonja uden Saxogade – eller Saxogade uden Sonja. Så er det mere underordnet, om det er geografisk nøjagtigt i forhold til location. Man fatter stadig pointen. En film som Iqbal Farooq skal jo også forestille at foregå i Blågårdsgade, men er tydeligvis optaget på Vesterbro. Det er vigtigt for vores filmiske københavnerbillede, at man tager sig nogle friheder,« siger hun.

Aase Schmidt har også bemærket, at mennesker i flere generationer har et forhold til Sonja – ikke mindst de, der var børn i 1968.

»Der var flere mennesker i gaden dengang, man bevægede sig meget, og børnene løb rundt. Det var en flimrende verden, der havde noget varme og nærvær. Det var den verden, som vi – i gåseøjne – solgte til publikum. Jeg tror, at mange, som var børn dengang, har fået en ømhed for Vesterbro i kraft af Sonja og hendes knoglede, tynde ben, og jeg har efterhånden opdaget, at det forhold, de fik til serien, ikke bare forsvinder, selv om årene går,« siger Aase Schmidt.

Indenfor på Café Sonja er der i hvert fald ikke noget, som tyder på, at pigen, der konsekvent svarede sin mor med et »jaaah, jaah jaah«, når hun blev beordret i kiosken, har tænkt sig at forsvinde fra bevidstheden lige foreløbig. Også i fremtiden kan man slå sig ned i det tilstødende »Sonjas rum«, hvis de medbragte unger trænger til at lege, eller sætte sig til rette ved vinduespladsen med udsigt til stort set hele persongalleriet manifesteret i gadens butikker. Skulle man få lyst til at logge på stedets wifi-netværk, er koden, naturligvis, »Sonja4ever«.