»Nogle af os skal jo være født i anden baggård på Vesterbro«

Sonia Sander slipper aldrig af med sit andet film-jeg som »Sonja fra Saxogade«, selv om hun er fyldt 55 år. TV-serien gav hende store oplevelser, men som teenager var det irriterende, når folk råbte på gaden.

Sonia Sander fik hovedrollen i TV-serien »Sonja fra Saxogade«, fordi hun legede med filminstruktør og forfatter Jytte Hauch-Fausbølls datter, Julie, fra de var tre år gamle. De er stadig bedste veninder i dag. »Alt i alt er mit liv blevet bedre af at være med i serien. Jeg fik en masse oplevelser, som ikke mange andre har fået og tilmed en veninde for livet,« siger hun. Foto: David Leth Williams Fold sammen
Læs mere

I Sonia Sanders lejlighed hænger der et portræt af hende selv. Det blev malet i forbindelse med anden sæson af serien om skægge Sonja, der nu var taget på sommerferie på Bornholm. Maleriet fik Sonia efter indspilningerne, men senere gav hun det til sin værge. Nogle år efter hans død dukkede det op i en købmandsbutik på Bornholm, hvor en historisk interesseret bornholmer reddede det fra at blive smidt ud, og for fire år siden fik Sonia det tilbage. Det er på mange måder umuligt at undslippe sin skæbne som barnestjerne.

»Til at begynde med ville jeg helst ikke hænge det op, men så mente min datter Sara, at det skulle jeg, og så måtte jeg jo hellere gøre det. Nu har jeg vænnet mig til det. Det sjove var, at mit barnebarn med det samme sagde: »Det er dig, mormor«. Hun var ikke et sekund i tvivl,« fortæller Sonia Sander, der på trods af, at hun har brug for en kørestol for at komme rundt, er i et bramfrit humør, da vi møder hende.

Kørestolen vender vi tilbage til, for det er arven fra TV-serien om »Sonja fra Saxogade«, der står først på dagsordenen.

Krummer tæer over sig selv

Intet kan forberede et barn på, hvad det kommer til at betyde, når dets ansigt bliver spredt på en TV-skærm i hele landet.

»Jeg har først set TV-serien som voksen, og den dag i dag krummer jeg tæer. Jeg kan ikke fordrage at se mig selv. Når den blev genudsendt, gemte jeg mig for kammeraterne. Jeg kan godt se, at serien er morsom, og Jytte Abildstrøm er endda meget sjov, men jeg kan ikke forholde mig til, at det er mig, der løber rundt på skærmen«, siger Sonia Sander og fortsætter:

»Serien viser sådan set meget godt, hvordan det var at bo på Vesterbro som enlig mor i en toværelses lejlighed på 58 kvadratmeter. Serien er på den ene side realistisk, men den er naturligvis gjort morsommere end hverdagen. Ingen gider jo se en tåreperser.«

Sonia Sander har dog lovet snart at se serien sammen med sine børnebørn på syv og fire år. »Sonja fra Saxogade« er tilgængelig på DRs arkivkanal, Bonanza, og den anbefales stærkt som et helt fantastisk tidsbillede, og som noget der kan ses af alle i familien.

Første sæson fra 1968 foregår på Vesterbro i sort og hvid, og anden sæson på Bornholm er i farver. Det var dér, hvor Sonja blev smurt ind i soya, fordi hun skulle se solbrun ud, og det lugtede ikke godt.

»Den var ikke gået i dag,« siger Sonia Sander.

Værre var det, da hun skulle spise kogt torsk med Gudhjemmedyppe.

»Den dag i dag kan jeg ikke klare lugten af fisk,« siger hun.

Kendt og genert

Som lille pige havde Sonia Sander et karakteristisk udseende med sit hvide krøllede hår og briller med tykke glas.

Gæve standardvendinger som »Ja, ja, ja« og »Den er mægtig« blev mundheld i hele landet. Der var dog både en forside og en bagside af medaljen ved at blive landskendt på kort tid.

»Jeg husker selve TV-serien som sjov og rar at være med i, for jeg følte mig som dronningen i centrum. Jeg fik folks opmærksomhed, og alle bar mig på hænder og fødder, både under indspilningerne og efter serien var blevet bragt. I skolen havde jeg det også godt, og jeg havde det fint, hvor jeg boede i Lundtoftegade. Her var jeg accepteret. Årene efter serien var dog alligevel en voldsom periode, for ingen havde forberedt mig på, hvordan det var at være et kendt ansigt, men ingen kunne jo heller vide, hvor stor en succes serien ville blive. Hvordan skulle man i øvrigt forberede sig på det?« siger Sonia Sander.

»Det blev svært, når jeg kom ud af mit eget nabolag, hvor jeg blev genkendt af alle, og hvor mange råbte: »ja, ja, ja« efter mig. De kendte mig, og jeg kendte jo ikke dem. Det var rædselsfuldt. Jeg kan huske, at jeg gik og gemte mig i min mors grimme læggede nederdel. Til sidst bevægede jeg mig ikke uden for min egen gade,« fortæller Sonia.

Hun bliver stadig genkendt i dag, når hun for eksempel kører rundt på sin elscooter i Amager Centret.

»Det er blevet en vane for mig nu. Hvis man henvender sig til mig, smiler jeg venligt. Det eneste, jeg ikke bryder mig om, er, hvis nogen jeg ikke kender, rører ved mig. Det kan jeg bare ikke have. Men de fleste er da søde, og jeg glor sgu da også, når jeg en gang imellem ser en kendt. Jeg er ikke et hak bedre selv,« siger hun.

Skrevet til Sonja

Sonia Sander fik hovedrollen i TV-serien, fordi hun legede med filminstruktør og forfatter Jytte Hauch-Fausbølls datter, Julie, fra de var tre år gamle.

»Deres barnepige inviterede mig en dag med hjem, hvor vi fik kakao og boller. Næste dag kom jeg tilbage og spurgte, om jeg kunne få det samme igen, fordi jeg ikke fik mad derhjemme. Jeg løj ad H...... til. Jytte tjekkede faktisk, om jeg fik mad derhjemme, og det gjorde jeg da heldigvis,« siger Sonia.

Serien blev skrevet ud fra Sonias Sanders personlighed, og det betød, at Sonja var mere heldig end så mange andre barnestjerner.

»Til forskel fra mange andre blev jeg ikke tabt på gulvet, fordi jeg stadig havde forbindelsen til filmverdenen bagefter i kraft af, at vi kendte seriens skabere i forvejen. Julie Hauch-Fausbøll er stadig min bedste veninde i dag. Alt i alt er mit liv blevet bedre af at være med i serien. Jeg fik en masse oplevelser, som ikke mange andre har fået og tilmed en veninde for livet,« siger hun.

Sonia Sander er vokset op på Vesterbro, selv om hun var flyttet til Lundtoftegade på Nørrebro, da serien blev indspillet. Hun kommer fra små kår.

»Min mor var mere gift med min far, end han var gift med hende. Senere fik jeg en papfar, og vi blev fem børn i alt i familien, men jeg flyttede på ungdomspension som 13-årig. Det var der en masse grunde til, men jeg havde det godt dér. Jeg kom på højskole, da jeg var 17 år, og der blev jeg gravid. Siden har jeg boet mange steder, og jeg har været gift tre gange, inden jeg blev 32 år. Kan du stikke den?« spørger Sonia Sander med et smil.

Hun tilføjer, at manden på rådhuset, hvor hun blev gift, var ved at dø af grin, tredje gang hun kom.

Depression og uheld

Sonia Sander har som voksen været uheldig i sit arbejdsliv, men det er vigtigt for hende at understrege, at det ikke har noget med TV-serien at gøre. Hun arbejdede først som sygehjælper, men måtte stoppe, da hendes ryg knækkede. Derefter tog hun en HF-eksamen og læste til socialrådgiver. Senere blev hun syg og fik førtidspension i fem år, og hun håber på at kvalificere sig til den status igen, selv om det er svært nu om dage.

På grund af overvægt fik hun aldrig genoptrænet sig selv efter den dårlige ryg, og i dag er hun det, man kalder halvsidelammet og har dropfod.

Men det er ved at lysne, for det seneste års tid har Sonia Sander tabt sig 25 kilo og satser på at smide lige så mange flere. Hun er tæt på at begynde i genoptræning, og målet er at blive fri for kørestolen.

Alt i alt er hun optimist. Hun bruger det meste af dagen på at følge med i forskellige TV-udsendelser samt sin datter og børnebørns gøren og laden.

»Jeg fik min datter tidligt, men jeg klarede mig. Jeg har haft et godt liv. Mit hoved og mine arme fejler ikke noget. Nogle kommer andre steder fra i samfundet, end jeg gør, men det accepterer jeg. Nogle af os skal jo være født i anden baggård på Vesterbro. Og det er jeg ganske godt tilfreds med. Åh, jo, selvfølgelig ville jeg da gerne have lidt flere penge, men hvem vil ikke gerne det? Jeg lever med min depression, men jeg kunne da godt undvære den. Jeg får mad, jeg har dejlige venner og en dejlig familie, og så kan man ikke forlange mere.«